Da politiet kaldte til pause for natten i den storstilede redningsaktion ud for øen Zanzibar, hvor er færge er sunket, havde holdet reddet 145 i land i live, mens 31 ikke klarede den. Politikommissær Mussa Ali Mussa fortæller til Reuters, at aktionen fortsætter, når det bliver lyst, og at passagerantallet fortsat er usikkert.
- Passagerskibet havde mellem 250 og 300 personer om bord, da det kæntrede på det oprørte hav, siger han.
Færgen, MV Salama, sejlede fra Tanzania mod Zanzibar, som er et populært turistmål, da ulykken skete. Tidligere sagde politiet, at 250 voksne og 31 børn var om bord, men det er blevet trukket tilbage igen af Zanzibars politis talsmand, som tilføjer, at »vi ved ikke, hvor mange af dem, der sank med båden«.
Ifølge vagthavende ved Udenrigsministeriets Borgerservice, Peter Niebuhr, er der ingen danskere om bord, men derimod andre udlændinge.
- Vi har fået bekræftet, at to tyske statsborgere er om bord sammen med et antal franske statsborgere. Vores ambassade i Dar Es Salaam følger sagen meget nøje, men der er nogle kommunikationsproblemer, og de har derfor haft svært ved at få oplysninger. Havnen i Stone Town er lukket, hvilket vanskeliggør kontakten til rederiet og de lokale myndigheder, siger han.
En talsmand for myndighederne i Tanzania fortæller, at en udenlandsk kvinde er blandt de dræbte.
- 13 andre udlændinge blev reddet og er på hospitalet. Redningsoperationen er i gang, men næsten hele båden er sunket ned i vandet. Kun en lille del af båden er nu synlig, fortæller Ysuf Chunda ifølge Reuters.
Politiet ved endnu ikke, hvad der er årsag til ulykken, men det er ikke første gang, at en færge synker ud for Zanzibar. Så sent som september sidste år sank en færge med 800 mennesker om bord, og over 200 mistede livet. Den ulykke anses som den værste på havet i Zanzibars historie.