Min rejse: Overraskende fodboldbegejstring
Et lykketræf gjorde, at Jacob Skouboe var i Amsterdam under sidste års VM-finale i fodbold.
Et lykketræf gjorde, at Jacob Skouboe var i Amsterdam under sidste års VM-finale i fodbold.
Hvem Jacob Poul Skouboe
Hvor Amsterdam
Hvornår Juli 2010
»Sidste sommer var jeg på ferie i Amsterdam. Jeg ankom 10. juli, og dagen efter spillede Nederlandene VM-finale mod Spanien. Jeg havde booket min tur lang tid i forvejen, så det var rent lykketræf, at jeg kom derned, da Nederlandene var kommet i finalen.
På finaledagen, 11. juli, var stort set alle klædt i et eller andet orange eller bar noget orange: mest trøjer, men også hatte, kranse, parykker, bukser, strømper, sko – you name it. Selv de udenlandske turister, som bl.a. undertegnede, blev grebet af det og klædte sig i orange. Det var en fantastisk oplevelse at være sammen med så mange festklædte og glade mennesker (såvel indfødte som turister) både op til finalen og under finalen.
Under finalen befandt jeg mig på en bar og heppede på »Holland« sammen med en hel masse indfødte og fire spaniere – som bekendt var det jo spanierne, der løb med sejren. Hvis de nederlandske fans var skuffede, så skjulte de det godt, for to dage senere kom landsholdet hjem og blev sejlet gennem kanalerne i Amsterdam, hvor tusindvis af mennesker havde stillet op for at hylde sølvvinderne. På ny fandt folk deres orange beklædningsgenstande frem, og der blev grillet, drukket, sunget og hygget, og til sidst kom landsholdet så sejlende. Slutteligt blev de modtaget på en stor plads til en kæmpe-hyldest.«
Indsend din egen rejsehistorie og vind et rejsegavekort på 5.000