Jeg har en hemmelig helt. Hun er helt unik. Men i virkeligheden er det ligegyldigt, hvem hun er. Hun kunne være hvem som helst. Bortset fra, at hun faktisk er en dejlig kvinde i passende alder, om man så må sige.

Det handler ikke om, hvem hun er. Men om, hvad hun er.

Hun er min tillidsmand. Hun har gennem årene heddet både Egon, Uffe, Ulla, Frederik, Marianne og meget andet, jeg ikke kan huske. Uanset køn, statur og tøjsmag har jeg hver eneste gang, vedkommende er blevet præsenteret, jublet i mit stille sind.

Når danskerne har diskuteret arbejdsmiljø, højere løn, social dumping, 12 minutters øget arbejdstid og tryghed for de fyrede, så har jeg i al hemmelighed kunnet putte mig ind til min tillidsmand i tiltro til, at hun/han står på min side.

Jeg vil håbe, at landets cirka 490.000 kommunalt ansatte, der i disse dage får forhandlet nye overenskomster, har det på samme måde.

Tillidsrepræsentanten er overenskomstens vagthund på arbejdspladsen. Når de er bedst, er de de faglige reglers Lionel Messi. Vi har bare at værdsætte hendes/hans blækspruttearbejde og snævre driblinger ud og ind mellem paragraffer og chefer. Om det drejer sig om SOSU-assistenters løft eller brugen af freelancere i det private erhvervsliv. Om indretning af kontorer, stress eller restferie. Giv vedkommende en high five.

Tillidsmanden er min lynafleder. Hun er min stødpude. Advokat. Sjælesørger. Rambuk. Ambassadør. Hun fungerer som minerydder, moderator og mor. Hun er min faglige glidecreme, når noget ikke vil trænge ind i cheferne men skal hjælpes på vej med velvalgt tungetale, der ikke betyder vrøvl, men i Bibelen er en af nådegaverne, kristne kan få af Gud som et tegn på Helligånden.

Det lyder stort. Og det er det også. Og det er som sagt næsten ligegyldigt, hvem der er inde i »Bamse«.

Min tillidsmand har en funktion, jeg ville dø af at have. Godt, at hun gider. Min manglende diplomatiske kompetence og paragraf-allergi ville diskvalificere mig, inden jeg havde drukket af den første møde-danskvand hos chefen.

Alle os, der er engageret stemmekvæg på ekstraordinære møder i medarbejderforeninger. Os, der pligtskyldigt rækker hånden op eller lader være, når der skal stemmes om at nedlægge arbejdet, eller om en protestskrivelse til ledelsen skal strammes eller slappes. Vi, der kan komme rendende i tide og utide og afbryde hendes/hans arbejde med bekymringer om stress, depression og skærmbriller.

For alle os er den hundrede år gamle tillidsmandsfunktion et privilegium at have. Husk det, når du overvejer at blive væk fra næste ordinære generalforsamling, fordi du lige sidder med noget andet eller ikke orker at læse mailen om genetidsregler, lønpuljer og særaftaler for kollegerne nede på første sal.