BERLIN: »Du bliver altså nødt til at få en ny telef….«,
På en helt almindelig mandag morgen når udlandsredaktørens frustration netop igennem telefonrøret til Berlingskes udsendte korrespondent i Berlin, inden forbindelsen atter bliver afbrudt. Derefter er der radiotavshed.
Findes der i disse tider noget mere akut stressende og frustrerende end en mobiltelefon uden dækning? Og så endda i det effektive og ordensbevidste Tyskland?
Som mange andre danskere lider udlandsredaktøren sandsynligvis under den udbredte illusion, at Tyskland – hvis topmoderne bilfabrikker, omfattende medicinalindustri og underskov af familieejede virksomheder skal bidrage til Europas velstand og vækst – også er et land, hvor noget så formodentlig simpelt som et telefonopkald kan foretages uden alt for omfattende tekniske udfordringer.
Men udlandsredaktøren kan godt tro om igen, for som Berlingskes korrespondent i Tyskland er uhyggeligt bevidst om, er der nemlig intet sagligt grundlag for at tro, at den slags tekniske problemer kan afhjælpes med indkøb af en spritny smartphone.
Mobildækningen i Tyskland er akkurat lige så upålidelig som et valgløfte fra Donald Trump, at selv garvede udlandskorrespondenter kan komme i grundlæggende tvivl, om hvorvidt Tyskland anno 2016 er tilstrækkeligt rustet til globaliseringens udfordringer.
Efter adskillige år som abonnent hos den internationale telegigant o2 står det knusende klart for Berlingskes udsendte, at tysk telekommunikation ganske enkelt er til rotterne. At tysk forbrugerlovgivning samtidig er så rigid, at mobilabonnenter binder sig i minimumsperioder gør det ikke nemt for desperate kunder, der ønsker at prøve lykken hos andre udbydere.
En ting er naturligvis provinsen. Mindre koleriske typer end undertegnede kan muligvis modvilligt acceptere, at antenneforholdene i et tog, der snegler sig gennem affolkede landskaber i østtyske delstater, er mindre optimale. Men det er simpelthen uforståeligt, at et angiveligt højteknologisk land som Tyskland kan leve med uden muligheden for fri og problemfri kommunikation med omverdenen i storbyer som München og Berlin.
Brevduer og flaskepost
Særligt i Berlin er der tale om regulære Wild West-agtige forhold for mobilkunder. I en lavtliggende berlinerlejlighed med tykke husmure er der ofte større chancer for at fange en ørred med en fiskekrog fra altanen end at komme igennem med et opkald til venner, familie eller kommunekontoret, for den sags skyld.
Uanset om der er tale om svag signalstyrke eller nedslidte 02-satellitter, kan det komme ud på det samme: Nogle gange virker mobilen, andre gange forekommer en brevdue eller en flaskepost forekommer som en både mere tidsbesparende og mere effektiv måde at kommunikere med omverdenen på. Faktisk efterlader hovedstadens manglende mobilsignalstyrke indtrykket af, at Tyskland i visse tilfælde har været mere eller mindre stillestående siden den kolde krigs afslutning.
I firsernes DDR var særligt borgere i den lavtliggende Elbtal plaget af særdeles miserable antenneforhold, der gjorde det særdeles vanskeligt for samfundskritiske østtyskere at modtage vesttysk fjernsyn.
Samtidig gjorde myndighederne i DDR alt for at forvrænge de vestlige tv-signaler, hvilket fik teknisk snarrådige østtyskere til med varierende held på at bygge egne antenner. Ikke desto mindre forblev antenneforholdene i Elbtal så elendige, at Dresden i folkemunde blev omdøbt til »Tal der Ahnungslosen«, (de intetanendes dal, red.). Uden et vindue til Vesten var tv-seere i Dresden nemlig henvist til DDR-regimets forløjede propaganda om tingenes sande tilstand.
Ifølge den velrenommerede tyske historiker Heinrich August Winkler har de særlige sendeforhold i ’de intetanendes dal’ endda haft langvarige effekter på vore dages Tyskland i form af en kronisk manglende evne til at orientere sig i komplicerede sagforhold. Derfor, siger Winkler, er Dresden i dag det ideologiske centrum for protesterne mod Angela Merkels udskældte flygtningepolitik.
Tilbage til drejeskiven
Påstanden om at manglen på vesttysk fjernsyn i firserne kan føre til kompromisløs østtysk modstand mod Merkel efter flygtningekrisen, er muligvis en anelse spekulativ. Ikke desto mindre vil denne udlandskorrespondent give Heinrich August Winkler ret i, at fungerende telekommunikation er en afgørende forudsætning for demokratiske standarder i det moderne globaliserede samfund.
»Min egen telefon gør mig bedrøvet« sang Henning Vilén og Lille Malene i dansktop-schlageren ’Telefonen’ fra 1976. 30 år senere hænger bedrøvelsen ved.
For helt ærligt: Hvad er pointen med at producere stadig mere fantastiske og billige iphones, hvis ikke apparatet er mere effektivt end legetøjstelefon? Hvis tysklandskorrespondenten skal gøre sig forhåbninger om at slippe ud af ’de intetanendes dal’, er han nok snarest nødt til at anskaffe sig en drejeskive-telefon fra forrige århundrede.