De mest indædte modstandere af Dansk Folkepartis særlige danskhed er dem, der egentlig ikke vil være ved, at de i deres hjerte bærer den samme fortælling om Danmark som Dannebrog og hakkebøf og citronmåne og kolonihave og Hof og brun sovs og kartofler, som man nok bliver nødt til at være vokset op i et gult parcelhus i provinsen for at forstå. For mig er det blot velsmagende retter og hyggelige symboler, men ikke noget der for alvor minder om min 70er-stenbrobarndoms Danmark, hvor forældrene stadig var i gang med deres flip, og den stod på rædderlige linsebøffer med Tamari mindst en gang om ugen.
Min danskhed er kampen om Byggeren, roen i Jylland og barneangsten for punkerne på Jagtvej. Det er at gå hjem langs Søerne i morgengryet, at være til den fest i den lyse sommernat, hvor man for en gangs skyld connecter med en ny, at høre Bob Dylan og få hiv af en potjoint, at forbande vintertiden og favne tvivlen i et halvt års mørke, at elske seksmandskupeer mod jul i Jylland og trafiklysenes spejling i byens regnvåde gader, at drikke kølig hvidvin i for kølige aftener, at tænde op i pejsen i tøvejr, at bære Olsen-banden og Dirch Passer og 70ernes lappede overalls og grydeklip i sit hjerte og vide, at heller ingen i udkanten skænker det en tanke, at en bøsse på en bænk skrev »Du kom med alt det der var dig«, at Michael Strunge sprang ud på 70.000 favne, at Morten Nielsen ikke var rede til at dø, at der er de evige tre og Hanne Sanne Anne og Lis, at aids var noget, vi talte om, og bollerum var noget, vi havde i børnehaven på Nørrebro, at både Jens Jørgen Thorsen og Glistrup var en af vore egne, at borgerlige altid kommer med firetoget og mistro til skat, og venstreorienterede stadig ser verden i institutionsprimærfarver, der aldrig bliver snavset af nuancer, at Lotus godt må følge sporene af Dan Turèlls sidste tur i byen, at vi elsker vort land ved Midsommer mest, når asfalten smelter og pigerne cykler i sommerkjoler og OneTwo har hår under armene og Niels Bohr forstod det mindste og Arne Jacobsen det enkleste og Berlingske det anstændige og Politiken skulle komme så langt fra tankens frihed, før vi forsagede den helt, og flygtninge synger om et Frit Land, at de smukkeste, klogeste og mest selvstændige kvinder er rundet af denne muld, at vores præster tvivler mest, og folkevognsrugbrød ikke minder om Tyskland eller Californien, men om Danmark, at feministerne så gerne vil have lige så meget at kæmpe for, som deres mødre havde en fest med, og at de fleste begræd Mads Holgers død, selv om de syntes, han var Mads Holger, at vi undlader at tage alt for meget stilling til Frederik, at Tine Bryld lyttede og Dansevisen vandt og Poul Nesgaard eksisterer og Bertel Haarder elsker sin risengrød, at Christiania og Mærsk og ubehjælpsomme Gnags er så dansk som lyden af regnvejr mod regnfrakken og halvtaget og teltdugen og markisen i ly med andre for det evigt vægelsindede vejr, der - som var det selve vor nationalkarakter - aldrig kan beslutte sig for at være vinter eller sommer, så vi lever i grader af efterår og alligevel bliver, fordi dem der er os nær, er nok, til at vi kan udholde det et helt liv.