120.000 deltager i denne uge i Danmarks største motionsarrangement, nemlig DHL-stafet i Fælledparken i København.

Hvert hold består af fem personer, der hver skal løbe fem kilometer, og det koster 660 kroner for et hold at deltage. Med lidt hurtig hovedregning står det klart, at DHL-stafetten genererer en del penge, og arrangøren bag DHL-stafet i København, Sparta, forventer da også et overskud på en million hver dag fra mandag til fredag, hvor DHL-stafetten forløber.

»I alle fem kilometerløb er der et startgebyr, og det er en del af prisen på de 660 kroner for et hold. Derudover så får alle de deltagende hold en madkasse med forskellige produkter i. Det de deltagende køber sig til er både et motionsløb og hele det festlige event, der er i Fælledparken,« siger direktør for Sparta Løb, Dorte Vibjerg.

Ifølge Dorte Vibjerg bliver overskuddet fra DHL-stafet brugt på at forbedre rammerne for dansk atletik. Hun forklarer, at overskuddet de fleste år er gået til at bygge og drive de idrætsfaciliteter, som motions- og løbeklubben har på Østerbro Stadion.

»DHL-stafetten betyder alt for os. Hvis ikke vi havde stået bag DHL-stafetten, havde vi heller ikke haft vores indendørsanlæg på Østerbro Stadion. Vi har fået muligheden for at skabe nogle faciliteter og forbedre forholdene for dansk atletik. Vores faciliteter er både til for at den brede befolkning kan dyrke motion, men det handler i lige så høj grad om at give eliten de rette faciliteter, så de kan nå det helt høje niveau og for eksempel vinde OL-medaljer,« siger Dorte Vibjerg.

Ved Østerbro Stadion har Sparta købt og ombygget den tidligere B93 tennishal til indendørs atletikhal, som indeholder klublokaler, løbskontor og styrketrænings- og behandlingsfaciliteter. Derudover har Sparta i samarbejde med Københavns Kommune anlagt et ministadion til børn og unge ved siden af Østerbro Stadion.

Ansvar for danskernes sundhed

En stor del af millionoverskuddet fra DHL-stafet går desuden til at arrangere nye idrætsarrangementer i samme klasse, forklarer Dorte Vibjerg.

»Vi bliver nødt til at have noget kapital til at investere i nye aktiviteter og idégenerere. Det er ikke gratis. Der kan sagtens være en årrække, hvor man skal investere meget for at få de helt store arrangementer til at køre. DHL-stafetten har ikke altid været en succes, men vi troede på det og investerede mange penge i det, og nu er stafetten slået igennem. Det kræver penge at få opbygget de her flagskibsevent,« siger hun.

Dorte Vibjerg føler, at man i Sparta har en forpligtelse til at udbrede motion blandt danskerne.

»Vi vil gerne skabe endnu flere aktiviteter og idrætsfaciliteter, for vi ønsker at bidrage til, at danskerne dyrker motion. Og gerne alle danskere, så vi kan udligne det skel, der er i folks sundhedstilstand,« siger Dorte Vibjerg, som ved, at Sparta er en afgørende spiller i den målsætning.

Over hele Danmark er det atletik- og motionsforeninger som Sparta, der arrangerer den årlige DHL-stafet.

»Det har været et must for hovedsponsoren, DHL, at det er idrætsklubber, som overskuddet går til, og at pengene ikke gives til kommercielt brug, men til atletikken,« forklarer Dorte Vibjerg.

DHL-stafet afholdes desuden i Aarhus, Odense, Aalborg og Sønderjylland.