Millionærskattens fiasko
Den socialistiske regering i Frankrig har brandbeskattet landets millionærer for at hente et tordnende underskud på de offentlige finanser hjem.
Den socialistiske regering i Frankrig har brandbeskattet landets millionærer for at hente et tordnende underskud på de offentlige finanser hjem.
Konsekvenserne af den ideologiske falliterklæring, som socialistiske regering over alt i verden dyrker, har allerede ramt Frankrig. Flere vælger at flytte fra landet. For hvorfor i alverden skal du straffes med 75 procent i skat, blot fordi ens indtægt ligger på den gode side af millionen. Dette Robin Hood syndrom om social udligning gennem skatterne virker ikke. Tværtimod giver det den modsatte effekt ved, at de stærkeste skuldre mister enhver tillid til systemet og ikke gider betale til et fælleskab, man ellers ville være villig til. Dermed mister den franske stat endnu flere indtægter og arbejdspladser. Det ser den socialistiske regering under Francois Hollande åbenbart stort på. Han har på den korte bane gennemtrumfet en lighed på overfladen. Konsekvenserne bliver imidlertid ødelæggende på længere sigt.
Frankrig er ude i en finansiel krise som mange andre lande i Europa. I stedet for at skære dybt i de offentlige udgifter vælger man at lade de rigeste betale en større del af gildet. Ikke alene private vælger at forlade Frankrig. De store investorer vil givetvis også holde sig væk fra et land, hvor man brandbeskatter initiativ og dygtighed. Og hvis man tror, at de svageste tilgodeses af den grund, tager man fejl. De svageste bliver ekstra ramt, når investeringerne går uden om Frankrig. Tabte arbejdspladser og mistet tro på en regering, hvis eneste vision er brandbeskatning, bliver resultatet. Ikke blot de rigeste mister troen. Også den store middelklasse gennemskuer denne mærkværdige omfordelingspolitik.
Der er en god del misundelsesafgift i det, franskmændene foretager sig. Også herhjemme ønskeer SF og især Enhedslisten at gennemføre milionærskatten for at mindske et til lejligheden opfundet »ulighedsbegreb« i et samfund, der er et af verdens mest lige. Lighedsbegrebet er stadig et mantra for mange på den røde fløj, selv om alle erfaringer viser, at jagten på lighed risikerer at kvæle enhver form for initiativ. Dermed ikke være sagt, at man skal tilstræbe et samfund med enorme afstande mellem rig og fattig. Det skal man selvfølgelig ikke. Og man skal godt nok leve i en besynderlig verden, hvis man virkelig tror, at en millionærskat er svar på et lands finansproblemer. Ulighed er et flydende begreb. Det vækker store følelser, fordi det spiller på en opfattelse af, at folk, der tjener penge, undgår beskatning til fælleskabet. Og det er langtfra tilfældet. De fleste, der betaler skat i Danmark, betaler hvad de skal, og det gøre de faktisk også med glæde, fordi de ved, at det går til en række fælles goder som hospitaler og uddannelse. Men der skal ikke meget til at tippe denne balance, og en millionærskat som i Frankrig vil få den konsekvens, at de, der kan, placerer deres penge andre steder.
Det bliver spændende at følge den franske regerings kommende vanskeligheder, når konsekvensen af dets politik slår igennem. Hollande mangler modet. Han mangler modet til at træffe de rigtige beslutninger om at skære ned på de offentlige udgifter. Det er manglende mod, millionærskatten skal kompensere for. Det bliver dyrt. Meget dyrt.