Det er for alvor blevet forår for den 63-årige danske erhvervsleder Finn Helmer.

Mens hans landsmænd var travlt beskæftiget med at spejde efter påskeæg i den nyligt overståede højtid, tiltrådte Finn Helmer posten som ny administrerende direktør i teknologivirksomheden Liqtech International, der blandt andet producerer miljøfiltre til lastbiler. Det oplyser firmaet selv i en pressemeddelelse.

»Jeg har kigget på Liqtechs teknologi, og jeg ser mange ligheder mellem firmaet og Giga,« forklarer Finn Helmer, og henviser til sit engagement i NKT-selskabet Giga, der gav ham tilnavnet Giga-manden.

Finn Helmers nye arbejdsgiver Liqtech International er et børsnoteret selskab, der er hjemmehørende i den amerikanske delstat Nevada. Grundlæggerne er de to medlemmer af den såkaldte milliardærklub, Ole Abildgaard og Aldo Petersen, hvor sidstnævnte i dag er formand for bestyrelsen. Han udtrykker stor glæde over at have hentet Finn Helmer til virksomheden.

»Vi er meget tilfredse med, at Finn Helmer, der som leder førhen har bevist sit værd, har accepteret posten som administrerende direktør i Liqtech. De seneste 40 år har Finn demonstreret sit talent for at lede vækstvirksomheder til større og profitable enheder,« siger Aldo Petersen i pressemeddelelsen.

Trodsede finanskrisen

Milliardærklubbens involvering i Liqtech begynder i 2006, og trods kapitaltørke i USA lykkedes de to at samle investorer til foretaget. Liqtechs produktkatalog tæller blandt andet filtre til rensning af udstødningsgasser fra dieselmotorer, keramikskåle til industrien og forme til støbning. Filtrene, der kan frasortere usunde partikler fra dieselosen, tiltrak sig investeringslyst, og eksempelvis investerede en gruppe mormoner godt 60 millioner kroner i opstarten af Liqtech.

I 2011 var selskabet mere end en halv milliard kroner værd, og selskabet lignede en gedigen succes. Den tidligere miljøminister Jens Kampmann kom i sommeren 2012 ind i bestyrelsen, men få måneder senere udgik han igen, samtidig med at aktien dykkede voldsomt. Efter årsskiftet har den etableret sig på et på mere stabilt leje.

Måske vil Liqtech med tiltrædelsen af Finn Helmer på direktørposten igen være i stand til at få de siliciumbyggede filtre til at lave guld til milliardærklubben.

Fallenten Finn

For Finn Helmer selv var denne vinter hård ved privatøkonomien, der ellers talte flere hundrede millioner på bankbogen op gennem nullerne, der kom fra Giga. Virksomheden blev i 2000 solgt til den amerikanske chipproducent Intel for 10 milliarder kroner, og det var med til at grundlægge Finn Helmers nu forduftede formue.

Berlingske Business kunne i slutningen af februar berette, at han var taget under konkursbehandling af retten i Helsingør. På daværende tidspunkt var bilen blevet taget fra ham, pensionen var væk, og han kunne ikke engang købe en pakke rugbrød i supermarkedet.

»Jeg er færdig. Jeg har ikke en krone tilbage. Alt er forsvundet gennem årene. Jeg skal starte forfra nu. De har taget min bil, og jeg har ikke engang en pension. Men jeg er ikke typen, der ruller om på ryggen. Jeg skal nok vise dem, at jeg kan komme tilbage,« sagde Finn Helmer selv til Berlingske Business i februar.

Den profeti går måske i opfyldelse i Guds eget land.