Lønningerne kan være lavere uden for de danske grænser - især i Østeuropa og Asien. Et faktum, der har fået otte af de ti rigeste familier, som ejer virksomheder i Danmark, til at flytte arbejdspladser til udlandet.
En kortlægning som fagbladet har foretaget viser således, at de otte familier, herunder Danfoss-familien, tilsammen har flyttet 5.650 arbejdspladser til enten Østeuropa eller Asien, og meget tyder på, at grunden til flytningerne findes i netop de lave lønninger i udlandet. Det fortæller profosser og forsker i udflytning af job på Københavns Universitet, Jakob Roland Munch.
»Det kan godt være, at de rigeste familiers virksomheder melder ud, at de er socialt bevidste og vil bevare produktionen her i landet. Men de tænker også på, hvad der står på bundlinjen, og hvordan virksomheden klarer sig,« siger han til fagbladet 3F og forklarer, at hans forskning dokumenterer, at det er særlig hårdt at miste sit job på grund af udflytning, fordi det ofte både tager længere tid for de arbejdsløse at finde et nyt job, og at det derudover ikke altid er sikkert, at de får det samme i løn.
Danfoss’ pressechef Lasse Bastkjær Jensen, forklarer til fagbladet 3F, at virksomheden er nødsaget til at forholde sig til markedsvilkår og konkurrencesituationen generelt, og at den derfor kan være tvunget til at flytte en række arbejdspladser til udlandet.