Skal man tro internetrygterne, er han mere intelligent end Albert Einstein og lærte let kinesisk på et par måneder. Han er god for milliarder. Han er minimalist. Og så er han på magasinet Forbes’ liste over indflydelsesrige unge.
Den 23-årige russiskfødte programmør Vitalik Buterin er manden bag kryptovalutaen ethereum, som kun er overgået af bitcoin målt på markedsværdi. Han er i dag en af de mest legendariske skikkelser i kryptomiljøet.
»Vitalik er en gåde,« lød det fra værten til INDEX-awards i København, hvor kronprinsesse Mary overrakte prisen for bedste design i kategorien »samfund« til Ethereum Foundation, som Vitalik Buterin står bag.
»Der er en hel mytologi om dig på internettet – blandt andet siger mange, at du lærte at tale mandarin på få måneder, er det korrekt?« spurgte værten.
Det rygte afviste den unge programmør med et smil på læben og en reference til historierne om Nordkoreas afdøde diktator Kim Jong-ils fødsel, som efter sigende skulle være sket under en dobbelt regnbue.
Myter om manden er der mange af. Eksempelvis forlyder det, at Vitalik Buterin skulle have en intellegenskvotient på 220, og i givet fald er han på skalaen ikke bare et geni men et »supergeni«. Men myterne er ikke grunden til, at mange ser ham som kongen af kryptoland.
Offentlig figur
Kronen på hans værk er ethereum, som konkret fungerer som en platform og et netværk, der gør det muligt at bygge funktioner ind i blockchain-protokollen. Det er en revolutionerende teknologi, som mange kryptovalutaer i dag gør brug af.
I modsætning til bitcoins anonyme bagmand, der er kendt under pseudonymet Satoshi Nakamoto, har Vitalik Buterin fra begyndelsen været en offentlig figur.
Mens internetfora oversvømmes af banale spekulanter, er Vitalik Buterin optaget af de problemer, teknologien bag bitcoin kan løse.
Selv om han på blot en af sine digitale konti har 375.000 ethereum stående til en aktuel værdi på cirka 2,2 miliarder kroner, satte han i sidste måned direkte spørgsmålstegn ved, om kryptovalutaernes vilde vækst er fortjent i forhold til de problemer i samfundet, de indtil videre løser.
Og da Vitalik Buterin under sit besøg i Danmark blev spurgt om de mange milliarder, han teoretisk set er god for, drejede han samtalen over på teknologien og dens muligheder inden for alt fra sundhedsindustri til finansielle kontrakter og forsikringer.
Det er ikke uden grund, at han har optrådt på Forbes’ liste over indflydelsesrige personer de seneste år, for i det voksende kryptoland er han blandt de vigtigste stemmer. Han taler for revolution frem for spekulation, og han taler ud fra de værdier, bitcoin er født af.
Selv om Vitalik Buterin er blevet milliardær i en alder af 23 år, fremstår han som idealist.
Under besøget i Danmark bekræftede han også, at han sine milliarder til trods er udpræget minimalist – og at alle hans ejendele er i en sportstaske, som »ligger på hotellet«.
Det er måske det image, der gør den unge programmør til en ukronet konge af kryptoland i en tid, hvor råbene fra kryptomiljøets oprindelige ildsjæle drukner i strømmen af nyrige spekulanter.