Det lignede en selvsikker Mille Lehfeldt, der besteg scenen i det store DR Koncerthus med dirigentstokken knuget i hånden. Men under det selvbevidste smil lurede nervøsiteten.

Hun havde i efteråret 2012 sagt ja til at medvirke i DRs underholdningsprogram »Maestro«, hvor hun og fem andre kendte danskere uden nogen form for erfaring skulle lære at dirigere intet mindre end DR SymfoniOrkestret.

Nu stod den 33-årige skuespiller på scenen og svang dirigentstokken så kraftigt, at hendes lyse lokker fløj om ansigtet, mens hun kæmpede sig gennem finalerunden og Beethovens 5. symfoni, 1. sats.

»Maestro var enormt grænseoverskridende, fordi jeg blev stillet over for nogle udfordringer, som jeg ikke havde mulighed for at fordybe mig i. Jeg skulle optræde som mig selv og formulere mig på min egen måde, og det gjorde mig nervøs på en helt anden måde, end jeg nogensinde har prøvet før,« siger hun i dag om oplevelsen.

Selv om hun vandt titlen som årets maestro, og taler om det med en vis stolthed, blev nervøsiteten den aften ikke mindre af, at hun tidligere bevidst havde prøvet at undgå den slags optrædener.

»Da jeg vandt »Maestro«, overvandt jeg også en slags frygt. På den ene side kan jeg være enormt udadvendt, når jeg skal indgå i sammenhænge, hvor det forventes. På den anden side ligger det lige så naturligt til mig at trække mig tilbage og være det modsatte. Det er så modsætningsfyldt, som det kan være, når jeg foretrækker ensomheden, efter at jeg har været udadvendt i nogle perioder,« siger hun om den følelse, hun selv kalder »dobbelttydet«.

Det er sådan, hun har det, når hun ikke føler sig grundlæggende indadvendt, men når hun samtidig ikke helt bryder sig om at »være på«.

For selv om Mille Lehfeldt uden problemer farer rundt til alt det, der følger med arbejdet som skuespiller – pressearbejde, photoshoots og premiereaftener – bryder hun sig egentlig ikke helt om opmærksomheden.

»Jeg har det lidt ambivalent med det. Jeg ved jo, at det hører med til jobbet, men jeg har det også underligt med at skulle snakke om mig selv eller at skulle medvirke i de programmer, hvor jeg optræder som mig selv,« siger hun og nævner, hvordan hun ofte kan lade en indadvendthed drive hende i nogle perioder.

»Efter nogle forløb, hvor jeg bruger meget energi på at være ude og sammen med en masse mennesker, kan jeg godt have brug for at have stilhed i to uger. Så har jeg det vidunderligt med ikke at se nogen.«

Som skuespiller er Mille Lehfeldt ellers vant til at leve sig ind i et utal af roller. Med flere film, tv-serier og teater-opsætninger på cv’et, har hun, både før og efter at hun blev uddannet fra Statens Teaterskole i 2006, overbevisende forvandlet sig til de kvinder, hun i tidens løb har portrætteret.

Og efter sin medvirken i de to tv-serier »Lærkevej« og »Lykke« har den 33-årige Mille Lehfeldt i de senere år formået at slå sit navn fast i de danske tv-seeres bevidsthed.

I disse dage står hun på scenen på Odense Teater i rollen som den 17-årige bondepige Jeanne d’Arc, hvis åbenbaringer ændrede Frankrigs historie, men også blev hendes skæbne.

Foran udsolgte sale på det fynske teater fører Mille Lehfeldt publikum gennem historien om den franske helgeninde og hærfører, som under Hundredårskrigen førte Frankrig til sejr over England uden at lade sig kue af, hvad samtiden mente om hende. Også selv om hun i 1431 måtte lade sig brænde på bålet efter anklager om kætteri.

Det er »drømmerollen«, som Mille Lehfeldt kalder den.

»Jeg var ikke i tvivl om, at jeg ville spille med i stykket, da jeg blev spurgt. Jeanne d’Arcs historie er dybt inspirerende. Hun var en pige, som gik imod strømmen og satte sig op imod andres meninger. Efterhånden føles hun lidt som en rigtig god veninde.«

Mille Lehfeldt vil ikke selv drage paralleller mellem Jeanne d’Arcs historie og sit eget liv, men det er særlig stykkets værdier, der tiltaler hende. I tråd med Jeanne d’Arc, der fulgte sit kald, siger Mille Lehfeldt, at hun ikke kan forestille sig en anden levevej end skuespillet. Det har på mange måder også altid været der.

Efternavnet afslører Mille Lehfeldts rødder. Som datter af skuespillerne Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer er hun vokset op med skuespillet tæt inde på kroppen. Og allerede som niårig lagde hun stemme til sin første tegnefilm, ligesom både hun og hendes forældre få år senere spillede med i filmen »Det skaldede spøgelse«.

Det er ikke kun efternavnet, Mille Lehfeldt har fra sin mor. Både hendes ansigtsudtryk og stemme minder om en yngre Kirsten Lehfeldt.

Bliver du ofte målt og vejet i forhold til dine forældre?

»Jeg er jo stolt af min mor, og jeg kunne jo bare have taget et andet efternavn, hvis jeg følte, at det var et problem. Jeg vil ikke løbe fra, at jeg er mine forældres datter, og når vi laver det samme, så er det jo klart noget, man vil blive konfronteret med,« siger hun.

»Men jeg har måske lidt ubevidst oplevet, at jeg har gjort mig fri af andres forventninger om, hvem jeg er. Det har nok mest været i en periode, hvor jeg ikke helt vidste, hvor jeg var på vej hen, og hvad jeg ville,« siger Mille Lehfeldt.

At forældrenes arbejde var noget særligt, gik op for Mille Lehfeldt i en tidlig alder. Nogle af de første minder stammer fra, dengang hun var cirka syv år, og hendes mor spillede hovedrollen i filmen »Flamberede hjerter«.

»Jeg kan huske, at jeg blev konfronteret med, at folk kom hen til min mor på gaden, og at der var mange, som gerne ville tale med hende,« fortæller Mille Lehfeldt.

Siden blev det at skulle dele sine forældre med offentligheden »ligesom bare en del af min opvækst,« som hun siger.

Både Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer fik travlt de efterfølgende år, og ofte fulgte enebarnet Mille med til tv-optagelser og prøver på landets teatre.

»Hvis du spørger en børnepsykolog, vil han sikkert sige, det var forkert, men jeg elskede det jo. Jeg syntes, det var fantastisk at få lov til at sidde med min dyne omkring mig ude i garderoben, mens mine forældre gjorde sig klar. På den måde følte jeg, at jeg var med. Jeg elskede at passe mig selv, og nogle gange foretrak jeg det også,« siger hun.

Den samme følelse af at kunne nyde sit eget selskab, fulgte Mille Lehfeldt ind i hendes teenageår.

»Jeg var ikke den, der festede igennem, men jeg var heller ikke ensom. Alligevel kan man hurtigt blive »hende den kedelige«, når andre ikke forstår, at man har et behov for at trække sig lidt tilbage,« forklarer hun.

Når Mille Lehfeldt i dag tænker tilbage på sine teenageår, manglede der ikke noget. Men som for så mange andre var det en tid, hun brugte på at gruble over, hvem hun var, og hvor hun var på vej hen. Og i stedet for at »være den, som var ude med riven,« som hun formulerer det, kunne hun sidde i timer og lytte til musik og skrive i sin dagbog.

»Det er klart, at jeg nu godt kan tænke tilbage på, hvorfor jeg bekymrede mig så meget i mine yngre år i stedet for bare at give los og gøre det, som alle andre gør. Men hvis man ikke er sådan som person, og hvis man ikke har lyst, hvorfor skal man så gøre det?«

Mille Lehfeldt kan i dag sagtens give sit yngre jeg et par gode råd med på vejen, men selv om behovet for at dyrke stilheden frem for opmærksomheden stadig lever, har hun også lært at favne det.

Og så er vi tilbage ved Mille Lehfeldts deltagelse i sidste års »Maestro«-program. Det var første gang, hun medvirkede i et underholdningsprogram, men formentlig ikke den sidste. På én betingelse: Der skal være en mening med hendes optræden.

»Jeg har ikke rigtig lyst til at optræde i alle slags programmer lige nu, og jeg tror heller ikke, jeg egner mig til det. Der er mange, som ringer og tilbyder, at jeg kan medvirke i deres program, særligt efter at jeg er blevet et mere kendt navn, men jeg synes, det er vigtigt at vælge dem med omhu.«

Indtil 12. marts giver hun den i rollen som Jeanne d’Arc. Derefter håber hun, at hun med tiden kan blive ved med at skifte mellem teater og film. Ikke, fordi hun er bange for at gro fast i den samme rolle, men hvis hun skal udvikle sig som skuespiller og menneske, er de konstante udfordringer nødvendige, siger hun.

»Jeg er i mit rette element lige nu, men jeg kan jo ikke spå om, hvordan tingene ser ud om et år. Jeg vil gerne blive ved med at være udfordret. Det duer ikke, det øjeblik udfordringerne begynder at falme.«

Kommende udfordringer er der da også nok af. Sammen med to kollegaer – blandt andet Laus Høybye, som hun spillede over for i tv-serien »Lykke« – arbejder hun i en satiregruppe, som har sin første optræden på Frederiksbergscenen til efteråret.

»Den her satiregruppe er i virkeligheden en form for vendepunkt i mit liv, fordi jeg indgår i et arbejde, hvor jeg selv er med til at bestemme alt, og det har jeg brug for lige nu,« siger hun.

»Det er grænseoverskridende at turde tage chancer, men det er måske i virkeligheden også det, der gør, at man rykker sig og ikke bare sidder fast i sit liv.«