Er det rimeligt, at mange virksomheder, der ikke producerer affald, skal betale affaldsgebyr?
»Man har foretaget en opdeling, så omkring halvdelen af virksomhederne i Danmark på forhånd er fritaget for affaldsgebyrer. Derudover kan andre søge om fritagelse, og så er det op til kommunerne at vurdere, om det kan imødekommes,« siger kontorchef i Miljøstyrelsen, Elisabeth Wolstrup.
Er der ikke tale om en ret løs elastik til kommunerne, hvor de reelt kan tolke reglerne, som de har lyst til?
»Jeg tror godt, at kommunerne kan skønne de her ting på en ordentlig måde. Men vi har i maj fremlagt en ny ressourceplan, og den lægger faktisk op til en analyse af gebyrerne på affaldsområdet. Vi er lydhøre over for kritik og muligheden for at lave forbedringer. Jeg vil rigtig gerne se eksempler på virksomheder, der kan dokumentere, at de ikke har affald, men alligevel betaler. Så må vi se på dem.«
Kan man forestille sig, at de forskellige affaldsgebyrer lægges sammen til et enkelt gebyr, der kun betales, hvis man er tilmeldt en affaldsordning?
»Nu har man fastsat reglerne på en anden måde via et bredt politisk forlig i Folketinget i 2007. Det er en balance, for man skal have et system, der passer til lokale behov, men som samtidig er underlagt nogle overordnede rammer. Derfor gives der ret stort spillerum til kommunerne inden for nogle rammer, der er fastsat af Folketinget.«
Virksomhederne har ikke mulighed for at klage over afgørelser om erhvervsaffald. Er det rimeligt, at de bliver nødt til at gå til domstolene, hvis de er utilfredse?
»Sådan er systemet indrettet for hele området. Det er ikke særligt for erhvervsaffald, at der ikke er kommunale klagemuligheder. Det skyldes bl.a. administrative hensyn og et ønske om forenkling. Man kan henvende sig til Statsforvaltningen, hvis man er uenig i en kommunes administration af reglerne.«
Berlingske Business har forgæves forsøgt at få en kommentar fra miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Miljøministeriet har i stedet henvist til Miljøstyrelsen.
