Mild vinter i vente
Såvel amerikanske som europæiske langtidsprognoser peger på, at vi undgår en start på vinteren, der var ligeså isnende kold som sidste år.
Såvel amerikanske som europæiske langtidsprognoser peger på, at vi undgår en start på vinteren, der var ligeså isnende kold som sidste år.
Mens en sommer, det har været fattig på stabilt og solrigt vejr, går på hæld, kan danskerne måske lune sig ved tanken om, at de undgår en start på vinteren, der bliver lige så iskold, som den, der sidste år tyngede varmeregningerne, lammede trafikken og fik skiløberne ud på løjperne allerede i december.
Fra i dag, hvor det er efterårsjævndøgn, bliver nætterne længere end dagene, men som et lille lys i mørket blafrer håbet om, at vi går en mild vinter i møde.
I det omfang, meteorologerne overhovedet kan sige noget om langtidstendenser, peger data lige nu på, at oktober, november og december gennemsnitligt bliver varmere end normalt og meget varmere end det var tilfældet sidste år.
Erhvervs- og energimeteorolog Jesper Rasmussen, DMI bekræfter, at der lige nu er udsigt til en mild vinterstart.
- Lige nu peger prognosen på, at vi får en mindre barsk start på vinteren. Vi bygger prognosen på data fra en stor europæisk vejrmodel. Amerikanske data har tidligere givet det modsatte indtryk, men gør det ikke længere, siger Jesper Rasmussen.
Han understreger at langtidsprognosen er usikker, og at den ikke giver nogen garanti for, at vi får mildere vinde over Danmark end sidste vinter.
De seneste to vintre har det været usædvanligt koldt i Danmark, selvom den gennemsnitlige globale temperatur er steget. En af årsagerne kan være afsmeltningen af havis i arktis. Den medfører en ændret energiudveksling mellem hav og atmosfære, der i sidste ende kan bane vejen for mere polarluft over Nordeuropa. DMI mener dog, at Danmark ligger nær ydergrænsen for den ekstra kuldepåvirkning, derfor er det langt fra givet, at kommende vintre generelt bliver koldere end normalt.