De færreste døde var i live så gode, som de levende gerne vil gøre dem til. For mennesker taler pænt om de døde. Men selvom man trækker halvdelen af det, som de levende fortæller om Mikkel Keil Sørensen, fra, ændrer det ikke ved billedet.

Lad os ikke dvæle ved, at Mikkel som teenager kunne finde på at støvsuge og gøre rent i hele huset hjemme i Thy for at overraske sine forældre. Han sørgede tilmed for, at der var frisklavet kaffe på kanden. Lad os på samme vis gå let hen over, at han græd inderligt, da drømmen om en fremtid som dyrepasser gik i vasken på grund af mangel på ordentlige praktikpladser. Lad os blot konstatere, at Mikkel var god ved dyr og – måske mere usædvanligt – selv i teenagealderen også god mod sine forældre. “Alle kunne lide Mikkel. Det var umuligt ikke at holde af ham,” som hans nærmeste kolleger fra tiden i Afghanistan i dag husker ham.

I en e-mail fra efteråret 2006 til lillesøsteren, Sanne, skrev Mikkel om en køretur rundt i det Kosovo, som var ramme for hans første militære udstationering. De lokale havde flokkedes om de danske militære køretøjer, glade og leende og talende, og han havde givet en kuglepen og en skriveblok til et af børnene. Barnet havde strålet af taknemmelighed. Hjem til søsteren berettede han bagefter om den berusende følelse af at gøre en forskel, og han skrev om den forbavsende glæde, som den lille gestus overfor barnet havde skabt:“… det er lækkert at være ude at køre patruljer, og man kan virkelig se, at folk hernede sætter pris på vores hjælp, det bliver ikke meget bedre :-)”

Et lille års tid senere, den 26. september 2007, mistede Mikkel livet, mens han udførte det arbejde, som i hans øjne ikke fandtes bedre nogen steder. Skæbnen ville, at det skulle blive i form af et tragisk uheld – under beskydning fra britiske allierede. Mikkel blev 24 år. Et kort liv. Men som præsten sagde ved begravelsen, måles et godt og helt liv ikke kun i år. Præsten lånte ord fra digteren Benny Andersen for at beskrive, hvad han mente: “Jeg vil hellere dampe end støve.” Akkurat sådan døde Mikkel Keil Sørensen, og akkurat sådan levede han.

Fuld damp. Intet støv.

Den første til alting

Thyboen var spejdersektionens smil. Det var ofte ham, som på kasernen fik de andre med ud til en torsdagsøl i byen, og det var ofte også ham, som overtalte de andre til at gøre den ene øl til flere og til en fest.

“Så røg der glas med Long Island Ice Tea på bordet,” som det fortælles. “Han havde begge sider i sig. Han kunne være meget seriøs og engageret. Det var rart, når man virkelig stod overfor store udfordringer, men også når man bare ville snakke. Han kunne samtidig løsne op med en sjov bemærkning, når stemningen blev trist eller lidt for alvorlig, og var der en anden, som forsøgte at lave sjov, var han den første til at hoppe med på den,” fortæller Thomas Frisk, kollega fra sektionen og nær ven.

Sådan var det også med poker. Soldaterne opfandt spillet One Dollar Poker til de mange stunder, hvor de fik besked på at vente – og kede sig. Fem kort til hver, en dollarseddel i puljen fra dem, som ville være med. Vinderen tog det hele. Thomas Frisk: “Hvert spil tog ti sekunder. Vi skulle jo være klar til at rykke hurtigt videre, hvis der skete noget, og så nyttede det ikke at være midt i et spil. Mikkel var en af dem, som hele tiden pressede på for at finde kortene frem: ’Skal vi tage et One Dollar?’”

Da han kom hjem fra Kosovo i februar 2007, hvor han ikke havde været i direkte konfrontationer med fjenden, ønskede Mikkel at prøve sig selv af på en “hård” mission til enten Irak eller Afghanistan. Han underskrev en langtidskontrakt med Forsvaret, og ambitionen var først at blive sergent og senere måske officer. Ifølge hans storebror Martin Keil Sørensen havde han den sidste tid i Kosovo talt om udstationeringen som lidt af en “badeferie”:

“Jeg var nu alligevel meget bekymret for ham. Men han kom jo hjem uskadt, og jeg tænkte, at han virkede til at vide, hvad han gjorde. Det gjorde mig mere rolig,” siger Martin.

Mikkel var en modig dreng. Han meldte sig selv til skoleinspektøren i barndomsbyen Vilsund syd for Thisted, da han i de små klasser kom til at smadre en rude på skolen. “Det var mig. Det var en fejl,” sagde han. Senere søgte han på efterskole på Samsø, fordi den kunne tilbyde en adventurelinje. Her lærte Mikkel blandt andet at springe i faldskærm. Som hans bedste ven siden børnehaveklassen, Morten Brogård, fortæller, var Mikkel som regel den første til at prøve alt det nye: “Det var ham, som først fik en knallert. Det var også ham, som først fik en kæreste.”

Efter tiden på Samsø vendte Mikkel tilbage til Thy og et sandt arbejdsraseri. Klokken seks om morgenen mødte han hos en slagter i Thisted og gik hjem klokken et. To en halv time senere gik han ind ad porten på en møbelfabrik og havde først fyraften ved midnat. Sådan kørte han på i flere måneder. Det var imidlertid ikke helt fremmed for familien, da Mikkel tilslut meldte sig frivilligt til Livgarden. Hans far havde været garder og ser stadig mange af sine soldaterkammerater: “Jeg er årgang 77,” siger Per Sørensen om det år, hvor han indledte sin tjenestetid: “Det var meget anderledes dengang. Vi havde ikke mulighed for at komme ud. Det skulle da lige være til Cypern. Men der var jo reelt ikke risiko for at komme i kamp.”

Den risiko var der i allerhøjeste grad for sønnen, da han stod over for at skulle til Afghanistan. Det vidste Per, og de sidste uger inden afrejsen var tyngede – mere af hans egen bekymring end af Mikkels: “Mikkel var fantastisk. Han hjalp til derhjemme, han hjalp sin søster med at flytte og Martin med at male. ‘Så kan jeg rejse med god samvittighed, far’, sagde han.”

»...fattigt at tale om helte«

Familien værner om hans minde på forskellig vis. Lillesøster Sanne Keil Sørensen bærer hans “hundetegn” – soldatens karakteristiske navneplade – om halsen. Broren har fået tatoveret hundetegnet på sin brystkasse, hen over hjertet. Faren har gemt den baret, som lå på kisten, og på et lille chatol i morens stue ligger en anden baret, som Mikkel plejede at gå med. Stoltheden er markant og mærkbar hos dem alle.

I timerne efter slaget den 26. september 2007 skrev major Anders Storrud, øverste chef for Panserinfanterikompagniet, et håndskrevet brev hjem til de efterladte. I brevet, som familien skatter, som var det et dyrebart smykke, hedder det blandt andet: “Lige nu virker det fattigt at tale om helte, men i mine øjne er det dét, Mikkel er.”

Bare tre uger senere døde brevets afsender, major Anders Storrud.