Det lignede længe et nederlag til Mikkel Hansen og Paris Saint-Germains håndboldhold i premieren torsdag aften ude mod Toulouse. Det meste af 2. halvleg var de forsvarende mestre bagud, men til sidst kom man op på uafgjort 29-29 efter en dramatisk afslutningsspurt, hvor Mikkel Hansen også bidrog med et par scoringer. Indtil havde danskeren ikke for alvor formået at sætte sit præg på kampen, hvor PSGs store stjerner fuldt ud blev matchet af upåagtede Toulouse.
Med mindre end et minut tilbage fik hjemmeholdet straffekast, men misbrugte den store chance, og så havde PSG modsat muligheden for at afgøre kampen. Det blev dog ved uafgjort, da PSG ikke formåede at spille sig frem til en afslutning, inden dommeren fløjtede kampen af.
Selvom Toulouse havde haft sejren inden for rækkevidde, var det alligevel hjemmeholdets spillere, der jublende kastede sig om halsen på hinanden lige efter kampen, begejstrede over at man havde reddet det ene point fra mødet med de franske mestre.