Mike Starr er død
Berømt bassist fundet død efter hårdt liv på stoffer.
Berømt bassist fundet død efter hårdt liv på stoffer.
Det er kun 9 år siden, at den oprindelige forsanger, Layne Staley, fra det legendariske grunge rockband Alice in Chains døde af en overdosis i Seattle. Politiet blev tirsdag kaldt ud til et hus i Salt Lake City i Utah, hvor de fandt liget af den 44-årige Mike Starr - tidligere bassist i bandet.
Mike Starr forlod bandet kort tid efter bandets gennembrud - deres tredje album - 'Dirt', der blev en kæmpe succes og grundlagde bandets kurs mod toppen af 90'ernes grunge rockscene.
Starr dukkede op på den offentlige scene i starten af 2010, hvor han deltog i ungdomskanalen VH1s reality-tv show 'Celebrity Rehab'; et program, hvor kendisser lader sig indskrive på den amerikanske tv-læge Dr. Drews klinik og undergår behandling for diverse misbrugsforhold.
Starr kunne imidlertid ikke overkomme sit misbrug, og for blot tre uger siden blev han anholdt i Salt Lake City for besiddelse af stoffer og receptpligtig medicin.
En talsmand for politiet i Salt Lake City udtalte sig således efter offentliggørelsen af Mike Starrs død: - Intet tyder på, at der er begået en forbrydelse imod Mike Starr.
Dr. Drew skrev efterfølgende på sin Twitter: - Det er en frygtelig nyhed, at Mike Starr overgav sig til sin sygdom. Meget, meget sørgeligt. Jeg beder for hans familie.