Fotografiet møder læseren allerede inden titelbladet: Den svenske stjerne holder sig for ansigtet med sine tatoverede machohænder. Stærkere kan det vist ikke siges: Mikael Persbrandts længe imødesete og i hjemlandet stærkt omdiskuterede erindringer handler om skyld, angst og - ikke mindst - skam. Skammen over et mangeårigt misbrug af alkohol, piller og »Den hvide elskerinde«, kokainen, som skubber ham længere og længere ud over kanten i et vanvittigt dobbeltliv, hvor han voldtager både kvinders og arbejdsgiveres tillid, gambler med det hele.
Men der er også noget andet over det billede. Der er også noget manieret, alt for tilrettelagt over det. Det er en skuespiller, der poserer.

Og så er vi allerede inde på de dobbelte fornemmelse, man sidder tilbage med efter at have læst de næsten 400 siders blotlæggelse, der former sig som en slags svar på tiltale til den offentlighed, der har haft så mange meninger om Persbrandt de seneste mange år. På den ene side er der al bondeangeren -  begrædelsen af det dumme svin, han har været. Og på den anden side har man fornemmelsen af, at han faktisk bryster sig af sit image som badboy, kulminerende i en scene, hvor han i stærkt påvirket tilstand banker op i en politibil og springer ud og råber: »Jeg er Gunvald Larsson! Læg jer ned på jorden, I djævle. Jeg er en tusind gange bedre strømer, end I nogensinde bliver!« Inden han blev væltet om på gaden, sat i håndjern og først til detentionen. Gunvald Larsson var, i parantes bemærket, den rolle i kriminalfilmene om »Beck«, der gjorde Persbrandt til det helt store navn i Sverige og andre steder.