Færten af den store succes kunne man fåfor første gang i Silkeborg, hvor der var gallapremiere, da filmen var optaget der. Senere bredte succesen sig til hele landet, og der blev solgt 579.463 billetter. Et billetsalgstal der i dag ville være astronomisk, men som også dengang var at regne for stort.

»Mig og Charly« er baseret på Bent E. Rasmussens ungdomsroman »De hvide hænder«. Filmfotograf Henning Kristiansen og instruktør Morten Arnfred valgte at fokusere på relationen mellem børnehjemsdrengen Charly fra København (Allan Olsen) og Steffen (Kim Jensen) fra et mere borgerligt hjem. De unge skuespillere slog gnister til popsange sunget af C. V. Jørgensen og komponeret af Kasper Winding, og en hel ungdomsgeneration og deres forældre følte sig set. »Mig og Charly« ramte noget udefinerbart i tiden, og den bevæger stadig den dag i dag.