De århusianske gæster fik ikke ben til jorden i en første halvleg, der stort set kun foregik på deres banehalvdel. Der gik da også kun 20 minutter, før bolden lå inde bag Emil Ousager i AGF-målet første gang.

Som så mange gange før i sæsonen havde Morten 'Duncan' Rasmussen sidste fod på bolden. Petter Andersson og Kristian Bak Nielsen kombinerede flot på højrekanten, og inde foran mål fandt sidstnævnte en helt fri Morten 'Duncan', der sikkert scorede hans niende sæsonmål.

Et kvarter senere var midtjyderne igen på spil. Denne gang var det Danny Olsen, der gjorde det onde ved sine kommende holdkammerater. Kantspilleren, der var anfører i dagens anledning, serverede en millimeterpræcis dødbold i panden på Erik Sviatchenko. Og forsvarsspilleren behandlede indlægget efter fortjeneste ved at score til 2-0. Dermed var kampen reelt afgjort.

Det fik dog ikke Glen Riddersholms mandskab til at skrue ned for blusset. Ét minut før pause-teen scorede Marco Tejmer Larsen sit tredje sæsonmål, da han headede et indlæg fra Sylvester Igboun i kassen til 3-0.

Anden halvleg blev lidt af en ørkenvandring uden de store chancer. Kampens dramatiske højdepunkt indtraf, da der var spillet 72 minutter. Sylvester Igboun sparkede ud efter AGFs Alexander Juhl Andersen, efter de to havde været i en tæt infight. Den aktion takserede dommeren til et rødt kort til FC Midtjylland-spilleren.

Men selvom AGF var en mand i overtal i næsten tyve minutter, formåede holdet fra Fredensvangen ikke at score.

Kampen sluttede derfor 3-0. Med sejren er FC Midtjylland nu seks point foran FCK. AGF nærmer sig derimod nedrykningsstregen, hvor de i øjeblikket kun har tre point ned til Esbjerg.