Det bliver først til april, at den amerikanske softwaregigant Microsoft kan overtage finske Nokias mobilproduktion.

Forsinkelsen skyldes ifølge Nokia, at en godkendelse fra de asiatiske konkurrencemyndigheder lader vente på sig, selv om de to egentlig havde aftalt, at Microsoft ved slutningen af marts kunne betale de 5,4 milliarder euro eller 40,5 milliarder kroner, som er den aftalte købesum.

Google og Samsung: Pas på priserne

Når så store køb skal gennemføres, involveres konkurrencemyndighederne verden over. Det kræver anerkendende nik fra konkurrencemyndighederne i såvel USA som EU og Asien - nærmere bestemt Kina. Og Google og Samsung, som begge står bag produktion af mobiltelefoner med Samsung som verdens største og Google som ejer - lidt endnu - af amerikanske Motorola, har begge bedt de kinesiske myndigheder om at sikre sig, at handelen mellem Microsoft og Nokia ikke betyder, at det bliver dyrere for mobilproducenterne at købe licenser til f.eks. at installere Microsofts mobilstyresystem Windows Phone på telefonerne.

Både Nokia og Microsoft er overbevist om, at også kineserne siger ja til den store handel, som blev annonceret i september 2013. Microsoft overtager hele Nokias mobilproduktion, mens selve Nokia-koncernen fortsætter som selvstændigt firma med vægt på at levere mobiludstyr - master og mobilnet - samt bl.a. korttjenesten Here (tidligere Nokia Maps).

EU-godkendelse i december

Microsoft er vant til, at store handeler tager tid. Det varede således fem måneder, før Microsoft i 2011 kunne overtage det dansk-svenske internettelefoniprogram Skype, som nu er en stadig mere integreret del af Microsofts mange softwareprogrammer og -tjenester.

EU godkendte allerede handelen i december med begrundelsen, at der kun er »begrænset overlapning« mellem de to selskaber.

Nokia er verdens største producent af mobiltelefoner med Windows Phone og står for omkring 90 procent af dem alle. Til gengæld er Windows Phone som helhed langt bagefter sine nærmeste konkurrenter. Over 80 procent af alle smartphonetelefoner leveres med Googles Android som styresystem, mens omkring 13 procent kommer med Apples iOS. Først som nummer tre - med en global markedsandel på mellem tre og fire procent - kommer Windows Phone.

Nokia mistede i begyndelsen af 2012 tronen som verdens største mobilproducent til sydkoreanske Samsung.