Tricket har været kendt til alle tider: Du maler et billede i stil med mere berømte ånder - og sælger så dit værk med berømthedens navn på.

Men selveste Michelangelo? Kunne en af renæssancens største kunstnere være svindler?

Forfatteren og kunsthistorikeren Thierry Lenain fra Institut Français i London mener ja: Berømtheden kopierede masser af gamle værker og solgte dem under falsk navn.

At geniet befattede sig med den slags, har været kendt længe.

Et særlig berømt eksempel er hans udgave fra 1496 af den antikke "Sovende Amor". Han kopierede skulpturen ned til mindste detalje og lavede kunstig patina på den - hvorpå han solgte den til en kardinal for et kæmpe beløb.

Lenain udgav bogen "Art Forgery: The History of the Modern Obsession" forrige år og har siden stillet med yderligere dokumentation.

Michelangelo skal for eksempel have anskaffet kobberstikket "Antonius den Hellige" af tyske Martin Schongauer og malet en kopi. Vel at mærke så godt, at man knap nok kan skelne originalen fra kopien.

Det ene spørgsmål i tilfældet Michelangelo er selvfølgelig hvorfor? Man skulle jo ikke tro, en kunstner med hans navn behøvede det.

Forfatterens svar er på én gang simpelt og lidt bevægende: Michelangelo beholdt originalerne og solgte kopierne, fordi han elskede originalerne så højt. Fordi han ganske enkelt ville have de ægte varer tæt på sig og lære af dem.

Kopiering var så heller ikke ugleset et omfang som i dag. Hvis man kunne snyde kunstkendere, gjorde man det. Man kunne endda vinde en vis berømmelse på talentet.

Det andet, store spørgsmål i sagen er næsten endnu mere spændende:

Hvis den italienske billedkunstner kunne efterligne et gammelt kobberstik eller en antik skulptur til perfektion - hvilke værker stammer så også fra hans hånd?

Kunsthistorikere fik for nogle år siden mistanke til en af antikkens mest berømte skulpturer overhovedet: Laocoön. En dramatisk gruppe om den trojanske ypperstepræst og hans sønner i sultne slangers vold.

Skulpturen blev udgravet i Rom så tidligt som i 1506 og satte gang i en hel bevægelse. Man beundrede den, lagde sig efter dens stil, fik for alvor øjnene op for gamle dages kunst.

Michelangelo var én af dem, der flittigst kopierede Laocoön og lod sig inspirere af dens udtryk. Eller... Havde han i virkeligheden lavet den selv? Hvor mange øjenvidner var der egentlig til den udgravning?

De fleste i dag mener, han ikke har snydt denne gang. Både fordi ypperstepræstens ansigtstræk er fundet andre steder - man har tilsyneladende kopieret den allerede i antikken. Og fordi en original skulptur af Michelangelo efter manges mening ville være bedre.

Men kan det italienske geni være mesteren bag andre skulpturer fra det gamle Grækenland eller Rom? Tanken er jo spændende i sig selv. Diskussionen fortsætter.