En stor italiensk dopingsag med en række stjernenavne bliver lige nu efterforsket. Michael Rasmussen er en del af sagen, men kalder hele undersøgelsen for spild af tid.
Michael Rasmussen fortalte for snart et år siden til antidoping-myndighederne, hvad han ved om de dopingnetværk, han har været en del af næsten hele sin karriere.
Og siden Rasmussen fornyelig udgav bogen "Gul feber", hvor han i detaljer fortalte om sit og andres dopingbrug, har han været helt åben om de dopingnetværk, han kender til. Men der er én uafsluttet sag, som irriterer ham. Det en italiensk dopingefterforskning, hvor store navne som Alessandro Ballan, Damiano Cunego, Marzio Bruseghin og Michael Rasmussen er indblandet.
- Jeg er irriteret over den sag, for det er bare spild af tid og penge til advokater. Der er ikke noget i sagen. Den har kørt i snart fire år, og nu sidder de stadig på bedste italienske maner og skal forsøge at lytte til de bånd, som allerede er blevet gennemlyttet til bevidstløshed, siger Michael Rasmussen.
Sagen involverer en lang række navne, som menes at have været en del af en dopingring. Det drejer sig om 28 ryttere, trænere, farmaceuter og læger. Efterforskningen kaldes "Mantova-sagen", fordi en af hovedpersonerne er apotekeren Guido Nigrelli fra Mantova. Han menes at have fordelt doping til rytterne, og specielt til det italienske hold Lampre.
Efterforskningen har involveret helt op til 250 vidner og telefonaflytninger, hvoraf Michael Rasmussens telefonsamtaler med Nigrelli også er med.
- Jeg ved, at jeg er med i telefonaflytningerne. Jeg har ikke hørt det selv, men jeg ved godt, hvad det er. Det handler om, at jeg på en af optagelserne taler med apotekeren Nigrelli, men optagelsen er så utydelig, så der er ikke noget konkret. Man kan bare høre, at vi taler sammen.
Men Rasmussen har i dette tilfælde ikke købt doping, og derfor er han irriteret over sagen.
- Det er et apotek, som ligger i nærheden af mig, og der har jeg blandt andet købt medicin til mine hunde. Insektmidler og den slags. Jeg har også købt hårprodukter til min kone. Der er ikke noget at komme efter overhovedet.
- I virkeligheden tror jeg, at den her sag i højere grad handler om, at der er nogen, der skal forsvare, at man har brugt en million euro på at lave undersøgelsen, og det er derfor, der bliver holdt liv i den.
Michael Rasmussen er blevet afhørt om sagen af både det italienske anti doping-agentur, CONI, og af Anti Doping Danmark i forbindelse med hans indrømmelse i januar i år.
Mantova-sagen fortsætter d. 24 januar, hvor blandt andet telefonaflytningerne skal høres igennem.