Roskilde Festival-gæster ved det. At Meyers flæskestegssandwich er en god og nærende modgift mod tømmermænd. Der findes endda eksempler på folk, der har gennemført en hel festival på en diæt af to flæskestegssandwich om dagen - som supplement til det flydende, forstås.

Kender du ikke Meyers flæskestegssandwich, behøver du ikke at vente til næste Roskilde Festival. Meyers Deli sælger dem nemlig både på Gammel Kongevej, i Magasins underetage og i den nyeste filial på Godhåbsvej.

Den billigste måde at smage flæskestegssandwichens perfekte kombination af fedt, salt, syre og sødt i form af kamsteg af frilandsgris, sprød svær, rødkål, drueagurker, rå æble og sennepsdressing, er som take away til frokost, hvor du slipper med 75 kroner.

Bollen er hverken Påskebrøds-pap-agtig eller stenhård italiensk bolle, der giver rifter i ganen, men en perfekt blød bolle med lidt grovere mel i, der smager så godt, at du spiser overbollen, selvom du ellers er typen, der plejer at løfte den af og lade den ligge på tallerkenen.

Om aftenen kan du på Gammel Kongevej og på Godthåbsvej kun få flæskestegssandwichens om søndagen. Som take away kan du bestille den mellem klokken 18 og 21, hvor den går for 95 kroner, og i cafeteriet kan du spise den til 105 kroner med to slags dip til mellem kl. 17 og 21.

Hvis du får en ubændig trang til flæskestegssandwich på en hverdag, må du ind til Kongens Nytorv, hvor Meyers Deli serverer den fra klokken 17 og indtil 30 minutter før Magasin lukker.

1. januar
På årets første dag holder Meyers Deli på Gammel Kongevej åbent for brunch klokken 12-15 og flæskestegssandwich og chili con carne og burgers 12-22.

Læs også De 5 gode burgere