Det måtte jo ske. Det måtte bare ikke ske nu.

På den ene side havde de fleste ledende socialdemokrater regnet med, at justitsminister Karen Hækkerup (S) var på vej ud af politik. Det havde hun signaleret. 17 år som folkevalgt må efterhånden være nok, på et tidspunkt skal jeg prøve noget andet i mit liv, den slags.

På den anden side havde de færreste – hvis nogen overhovedet – regnet med, at Hækkerups afsked skulle komme nu. Nu, hvor den sidste kraftanstrengelse for at genvinde regeringsmagten skal i gang. Nu, hvor den udlændingedebat, som »hårde Karen« klarer sig så godt i, er eksploderet. Nu, hvor Socialdemokraterne har brug for alle gode kræfter for at afværge det valgnederlag, der ved læsning af alverdens meningsmålinger synes særdeles nærværende.

Men nu skulle det være, for direktørstolen i Landbrug & Fødevarer var ledig, og det meddelte Karen Hækkerup så statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i en telefonsamtale onsdag aften. Hvorfor Thorning blev tvunget ud i en disciplin, hun efterhånden kender bedre end de fleste statsministre i danmarkshistorien, nemlig den disciplin det er at lave en regeringsrokade.

Otte ministerhold

Lad os gøre et kort stop ved det sidste, for det fortæller i sig selv en bemærkelsesværdig historie om denne regerings liv. Siden valget for knap tre år siden har Thorning således i snit gennem otte regeringsrokader måttet sætte et nyt ministerhold hver 128. dag. Blot tre af de 22 ministre, hun udnævnte i 2011, sidder stadig på deres oprindelige pladser i dag. Og hele 33 af de 77 politikere, som Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og SF fik valgt til Folketinget ved sidste valg, har som en konsekvens allerede nu haft deres tid på bagsædet af en ministerbil. Den statistik er helt usædvanlig.

Denne seneste rokade i rækken blev smedet sammen i de sene nattetimer i Statsministeriet efter torsdagens åbningsdebat i Folketinget. Som et vidnesbyrd om situationens alvor var de fire topfolk i Socialdemokraterne – Thorning selv, finansminister Bjarne Corydon, erhvervsminister Henrik Sass Larsen og beskæftigelsesministerier Mette Frederiksen – alle til stede i løbet af natten, hvor drøftelserne først sluttede omkring klokken 03.00.

Beslutningen blev, at Mette Frederiksen skal være ny justitsminister i stedet for Hækkerup, og det er en beslutning, der får mange socialdemokrater til at holde vejret.

For man kunne næppe have givet Frederiksen – der selv af interne modstandere betegnes som regeringens måske stærkeste kort overhovedet – en større udfordring. Man kunne næppe have placeret hende på en større uriaspost – og hvis man kunne, skulle det da lige være den post som beskæftigelsesminister, hun kommer fra, hvor hun har haft til opgave at håndtere den ømmeste af alle ømme tæer for sit parti, nemlig dagpengeproblematikken.

Men der var ikke andet at gøre, lyder den brede analyse i regeringstoppen. Med de voldsomt stigende asyl- og flygtningetal og de borgerlige partiers massive offensiv i udlændingepolitikken er der udsigt til, at asylpolitikken kommer til at blive et helt centralt valgtema. Regeringen har ikke en chance for at vinde valget, hvis man ikke håndterer den debat fuldstændig optimalt. Og den, der mest sandsynligt kan løfte den opgave, er bare Mette Frederiksen, er argumentet.

Derfor må man leve med den risiko, som den markante rokade udgør. Risikoen for, at Frederiksen – partiets ubestridte kronprinsesse – får skrammer, der kan skade hende. Og risikoen for, at hun bliver overbebyrdet med sager i det monstrøse og usædvanligt sagstunge Justitsministerium, hvor hun foruden udlændingeområdet også skal håndtere hele retspolitikken.

Risiciene til trods udtrykker kilder i regeringen stor optimisme for, at Frederiksen vil lykkes med opgaven. Over den seneste uge har man set de borgerlige partier fremlægge det ene stramme forslag efter det andet, og selv hvis man ville, kan man som regeringsparti ikke deltage i det »strammerkapløb«, lyder det. Derfor bliver Frederiksens opgave at skabe en modvægt, et konkurrerende narrativ med udgangspunkt i regeringens politik, som kan udfordre de borgerlige partier og skabe en ny dagsorden.

Hvis hun lykkes med det, kan den store udfordring blive vendt til en fordel – også for Frederiksen personligt. Justitsministerposten er hendes mulighed for at bevise, at hun kan håndtere udlændingeområdet og danskernes bekymringer i den forbindelse. Og det er helt nødvendigt, hvis man skal være statsminister en dag. Hvad Frederiksen med stor sandsynlighed vil forsøge, når Helle Thorning-Schmidt før eller siden ikke er formand for Socialdemokraterne længere.

Uanset hvad gør kilder tæt på Mette Frederiksen det klart, at jobbet som justitsminister ikke er nogen drøm for hende. Hun var glad for at være beskæftigelsesminister og føler, at hun har taget sine slag ved at håndtere den »møgsag«, som dagpengereformen har udviklet sig til for særligt Socialdemokraterne. Og nu – hvor dagpengedebatten ser ud til at falde lidt til ro, og hvor Socialdemokraterne har taget sig frihed til at kommunikere mere offensivt – skal Frederiksen til at håndtere en ny »møgsag«, lyder det fra flere af hendes støtter.

Ministeriet fylder meget

Direkte adspurgt, om hun hellere vil være blevet som beskæftigelsesminister, siger Frederiksen selv:

»Altså, det er jo sådan, at når landets statsminister og min partiformand beder mig om at løfte en opgave, så løfter jeg den. Og man kommer jo nok ikke uden om, at hele retsområdet, og dermed Justitsministeriet, er en kerneopgave i vores samfund. Jeg kommer til at savne Beskæftigelsesministeriet al den stund, at det er et område, som altid har fyldt meget hos mig, og det vil det blive ved med at gøre. Men jeg er samtidig meget spændt på de opgaver og udfordringer, der ligger foran mig,« lyder det fra Frederiksen.

Mette Frederiksen bebrejder ikke Karen Hækkerup for at forlade partiet og dansk politik på et kritisk tidspunkt: »Jeg synes ikke, man kan sige, at Karen Hækkerup løber af pladsen. Karen Hækkerup har fået et jobtilbud, som hun ønsker at forfølge, og jeg ønsker hende alt held og lykke.«

Karen Hækkerup selv gør det klart, at hun har haft mange overvejelser, siden Landbrug & Fødevarer ifølge hende selv kontaktede hende med tilbuddet om direktørjobbet i organisationen »umiddelbart efter« Søren Gades afgang fra posten den 24. september.

»Kan jeg nu være det her bekendt,« som hun selv spørger retorisk.

Men det kan hun godt, hvis hun selv skal sige det.

»17 år i politik er lang tid. Og på et eller andet tidspunkt må jeg have lov til at sige: Skal jeg være mest tro over for mit parti eller mig selv? Jeg har valgt mit parti så mange gange. Stillet op, når der har været brug for mig. Stillet mig selv lidt i baggrunden. Nu vil jeg have lov til at vælge mig selv,« siger hun til Berlingske.

Har du været nervøs for, at din beslutning læses som faneflugt?

»Jeg har været bevidst om, at nogle ville læse det sådan. Men det må jeg bare leve med. Jeg kan bare sige, at jeg har gjort, hvad der var rigtigt for mig,« siger Hækkerup.

Hvor længe har du haft lyst til at forlade politik?

»I foråret tænkte jeg, at jeg nok skulle stoppe efter næste valg – uanset om regeringen fortsatte eller ej. Men så ville min valgkreds sige, at nu har vi ført hele valgkampen for dig, og så smutter du bare,« lyder det fra Hækkerup, som selv udpeger hendes resultater på børneområdet som det, hun er mest stolt af i sin politiske karriere.

Hvor Karen Hækkerups afgang som justitsminister umiddelbart ifølge socialdemokratiske kilder endte med en god løsning i form af Mette Frederiksen som afløser, så har de ringe, som rokaden udløser længere ud i partiet, skabt nogle andre problemer. Helle Thorning-Schmidt valgte nemlig at hive gruppeformand Henrik Dam Kristensen tilbage ind på ministerholdet som beskæftigelsesminister, og med ham mister man dermed en uhyre vellidt gruppeformand.

Henrik Dam Kristensen har længe været beskrevet som lyttende over for de frustrationer, som de socialdemokratiske folketingsmedlemmer har udtrykt over regeringens politik. Men han har i regeringstoppens øjne også formået at holde nogenlunde ro på bagsmækken og at stoppe frustrerede udbrud, før de blev offentlige.

Ny gruppeformand får nøglerolle

Flere navne er i spil som gruppeformand, men det kan være svært at finde en kompromiskandidat, der som Dam kan samle hele gruppen med dens kaffeklubber og fløje. Tidligere justitsminister Morten Bødskov møder umiddelbart modstand fra partiets venstrefløj, tidligere fødevareminister Mette Gjerskov møder umiddelbart modstand fra partiets højrefløj, og sådan er det med flere af de potentielle kandidater.

Fast står det imidlertid, at den kommende gruppeformand skal spille en vigtig rolle i at holde ro i folketingsgruppen i takt med, at valget rykker tættere og tættere på, og i takt med, at taburetterne vil vakle mere og mere under de enkelte – medmindre meningsmålingerne altså retter sig. Her er der nemlig en frygt for, at desperationen vil råde og få mange til at gå i medierne med undsigelser af regeringen og partitoppen.

»For når en tiger bliver presset op i et hjørne, så bider den,« som et anonymt folketingsmedlem udtrykker det.