Mette Frederiksen gav sherifstjerne til Søren Pind
Danmarks nye »sherif«, Søren Pind, blev udstyret med en stjerne af den afgående justitsminister Mette Frederiksen, der samtidig udtrykte bekymring for de borgerliges planer om en ungdomsdomstol.
Danmarks nye »sherif«, Søren Pind, blev udstyret med en stjerne af den afgående justitsminister Mette Frederiksen, der samtidig udtrykte bekymring for de borgerliges planer om en ungdomsdomstol.
Der er en ny sherif på vej til byen, skrev Søren Pind (V) på sin Facebook-profil, da han søndag blev udnævnt som landets nye justitsminister.
Mandag fik han så en sherifstjerne til jakkesættet af den afgående justitsminister, Mette Frederiksen (S). Hun udtrykte dog håb om, at han hellere leger sherif derhjemme frem for i ministeriet.
Sherifstjernen blev ledsaget af en håndbog om grundloven, så den nye minister kan blive ret- og vejledt, og et eksemplar af »De små synger«.
»Jeg ved ikke, om du synger godt, men du synger i hvert fald meget,« sagde Mette Frederiksen, der også begrundede sangbogen med de borgerliges tanker om at indføre en ungdomsdomstol for de yngste kriminelle.
»Jeg kan i øjeblikket være bange for, at du lægger for megen vægt på ordet dom i stedet for barn. Jeg ved jo, hvad nogle af jer planlægger for de mindste, og derfor opfordrer jeg jer til at tænke jer godt om, når det gælder de 12-14 årige,« sagde Mette Frederiksen.
TV: Her får Søren Pind en sherifstjerne af Mette Frederiksen
Søren Pind takkede og kvitterede for gaverne med en Nespresso-kaffemaskine, der kan brygge hele 16 forskellige typer kaffe.
»Så er der lidt til både en Wammen, en Hækkerup og dem alle sammen,« lød det fra Søren Pind angiveligt med henvisning til de mange socialdemokratiske kaffeklubber.
Han lod samtidig forstå, at Mette Frederiksen ikke behøver bekymre sig om de unge kriminelle. Den nye justitsminister sagde, at han ville gøre det til et af sine vigtigste mål at sikre, at unge kriminelle bliver hjulpet, så de ikke slår ind på en kriminel løbebane.
»Det, vi kommer til at lave i forhold til de yngre mennesker, er at få fat på dem tidligt og sikre, at de ikke glider igennem systemet. At de også får lov til at få en fremtid i stedet for at blive en del af et udenforskab,« sagde Søren Pind og udtrykte håb om, at alle ministeriets ansatte ville hjælpe ham med at opfylde det mål.
I forbindelse med regeringsskiftet kommer der også til at ske ændringer i Justitsministeriet, når asylkontoret fremover kommer til at sortere under udlændingeminister Inger Støjberg (V).