Mette F. afviser ikke højere pensionsalder for raske
Nedslidte danskere skal ikke arbejde længere. Men S-formand afviser ikke højere pensionsalder for andre.
Nedslidte danskere skal ikke arbejde længere. Men S-formand afviser ikke højere pensionsalder for andre.
København. Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, vil ikke være med til at hæve pensionsalderen for folk, der er nedslidt.
Men hun vil ikke udelukke at hæve pensionsalderen for andre. Betingelsen er dog, at pengene ikke går til skattelettelser:
- Hvis man har helbredet, så er det da godt, at man kan arbejde mere, siger Mette Frederiksen.
Hun tilføjer, at Socialdemokraterne ikke har noget "ønske om" generelt at hæve pensionsalderen, fordi man tror, det kommer til at ramme socialt skævt.
Hun vil dog ikke afvise at hæve pensionsalderen, hvis man kan finde en model, der friholder nedslidte:
- Det kommer da helt an på, hvad formålet er. Hvis det er at brænde pengene af på skattelettelser, så er svaret nej, siger Mette Frederiksen med henvisning til prioriteterne i regeringsgrundlaget.
Venstre spillede i partiets 2025-plan ud med, at pensionsalderen skal hæves med et halvt år.
/ritzau/