Formiddagens tordenvejr over København satte en tre timer lang stopper for metroen mellem Islands Brygge og Vestamager, hvor der i stedet blev indsat busser.

Men onsdag eftermiddag er driften igen normal, oplyser Metroselskabet.

»Vi er glade for at kunne sige, at metroen kører igen. Alt er helt normalt,« siger kommunikationschef i Metroselskabet, Jette Clausen, klokken 14.45.

»Et lynnedslag har foranlediget en kommunikationsfejl mellem to stationer, og antageligt kan der være et printkort, der har haft nogle problemer. Det har man lige skullet have lokaliseret og sikkerhedstjekket, før det hele kunne køre igen,« tilføjer hun.