Merkel mindes ofre for nazimord
Tysklands kansler mindes med resten af nationen mindes indvandrere og en politibetjent myrdet af nazister over en længere periode.
Tysklands kansler mindes med resten af nationen mindes indvandrere og en politibetjent myrdet af nazister over en længere periode.
BERLIN: Tyskland mindes i dag unge nazisters mord på ni indvandrere og en politibetjent med en storslået højtidelighed og et minuts stilhed.
De ti mennesker blev over en periode på en halv snes år dræbt af nazister, uden at myndighederne åbenbart havde en anelse om, at gerningsmændene stammede fra samme kreds. I stedet forfulgtes teorier om, at indvandrerne var kriminelle og ofre for et internt opgør.
Tyske ministre har undskyldt og sagt, at man skammer sig. Sagerne er samtidig blevet en anledning til at overveje, hvordan man organiserer jagten på ekstremister bedre. Den indenlandske efterretningstjeneste, der overvåger ekstreme på højre- og venstrefløjen, består af selvstændige enheder i 16 delstater samt en forbundsmyndighed. Ofte arbejder de ikke sammen.
Den fælles baggrund for mordserien blev opdaget for tre måneder siden, da to eftersøgte nazister åbenbart begik selvmord og en tredje sprængte deres fælles bopæl i luften. Ingen er endnu dømt, men flere er anholdt, og bevismaterialet vokser åbenbart dag for dag.
Ved højtideligheden i dag i Berlin taler forbundskansler Angela Merkel. Oprindelig skulle forbundspræsidenten have talt, men den hidtidige indehaver af embedet, Christian Wulff, trådte tilbage i anledning sidste uge, og en ny vælges først i marts.
I højtideligheden deltager 1.200 mennesker, herunder politiske og religiøse ledere samt Tysklands formodentlig næste præsident Joachim Gauck. I midtpunktet står efterladte til ofrene. Flere af dem vil holde taler. Klokken 12 er der bebudet et minuts stilhed over hele landet, også radio og TV vil standse al tale.