Flyselskabet krakker - og tusindvis af flypassagerer mister de penge, de har købt billetter for - medmindre de har betalt deres flybillet med et kreditkort, eller de har tegnet en konkursforsikring tilbudt af flyselskabet i forbindelse med køb af billetten.

Sådan er forbrugerbeskyttelsen i dag, og sådan har den været siden 2010, da loven om konkursforsikring af flybilletter blev vedtaget.
Men nu er en ny og enklere forbrugerbeskyttelse på vej.

Det var i kølvandet på Sterling Airlines konkurs i 2008, hvor tusindvis af danskere tabte penge på købte flybilletter, at kravet om en øget sikkerhed mundede ud i den nuværende konkursforsikring. Den har imidlertid allerede fra starten været kritiseret og betegnet som ubrugelig og makværk af både Forbrugerrådet og Danmarks Rejsebureau Forening.

Et af problemerne er, at konkursforsikringen skal tilbydes af flyselskaber, men ifølge loven kun dem med tilknytning til Danmark. Det undtager mange udenlandske selskaber.

Norwegian, som er det næststørste flyselskab i Danmark og har over fire millioner passagerer årligt alene fra Københavns Lufthavn, fik for et par år siden fik rettens ord for, at selskabet var norsk og dermed ikke havde »tilknytning« til Danmark og ingen forpligtelse til at tilbyde forsikringen.

Denne skelnen mellem flyselskaberne bliver der rettet op på i det lovforslag til en ny konkursdækning, som netop har været til høring.
Nu omfatter loven alle fly, som letter fra danske lufthavne, og alle rejser uanset om det er forretnings- eller ferierejser.

Til ordningen skal betales to kroner pr. flybillet til Rejsegarantifonden, og så er man sikret hjemtransport, hvis man ved en konkurs strander i udlandet, ligesom man er sikret penge for betalte flybilletter.

Når beløbet til forsikringen kan holdes så lavt, skyldes det, at den først træder i kraft, når der ikke er anden dækning, som for eksempel den man har, når flybilletten er købt med et kredtikort.

Læs også: Guide til håndbagageregler i 40 flyselskaber

»Modsat den gamle lov og det lovforslag, der i første omgang kom ud, er dette rigtig godt. Dog havde vi foretrukket, at loven også omfattede charterflyvninger, men det kan ikke lade sig gøre på grund af reglerne om statsstøtte,« siger direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, Lars Thykier.

At charterfly ikke kan være med i ordningen, får ingen praktisk betydning for de rejsende. De er i forvejen dækket ved en konkurs gennem pakkerejseloven.
Den nye konkurslov forventes vedtaget midt i april, og den vil efter planen træde i kraft 1. juli.