Den Europæiske Centralbank (ECB), som har italienske Mario Draghi som øverste chef, står klar til at komme med nye pengepolitiske stimulanser af forskellig slags, hvis det bliver nødvendigt.

Det er både nye rentesænkninger og andre tiltag, der sætter mere skub i økonomien, som kan være på trapperne. Det understreger Mario Draghi, efter at Styrelsesrådet for ECB netop har sænket renten på udlån fra 0,75 procent til 0,5 procent.

Det er første gang siden juli sidste år, at renten sættes ned. Dermed er den europæiske rente nu på det laveste niveau i euroens snart 15 årige levetid.

Styrelsesrådet består af nationalbankdirektører fra de 17 eurolande plus den seks mand store direktion for ECB.

Rådet mødes normalt i ECBs hovedsæde i Frankfurt am Main. Men to gange årligt aflægger Styrelsesrådet besøg i et af de andre eurolande, hvorfor de i går var samlet i centralbanken i Bratislava i Slovakiet.

Det var herfra, at Mario Draghi annoncerede, at bankerne i eurolandene fortsat vil kunne låne alle de penge, som de har brug for, hos ECB til lave renter mindst frem til midten af 2014.

ECB har også en række initiativer i gang, som skal gøre det nemmere for især mindre virksomheder at få adgang til billige lån, således at alle lande i euroområdet får glæde af de lave renter, og at de pengepolitiske stimulanser ikke går uden om især Spanien og Italien. Præcis hvilke tiltag, der er tale om, blev sløret dog ikke løftet for.

Men Mario Draghi er relativt åben overfor, at renten kan komme længere ned.

»Vores pengepolitik vil blive lempelig lige så længe, det er nødvendigt. Vi overvåger alle de data, som kommer ind, meget nøje og er klar til at handle, hvis det bliver nødvendigt,« udtalte han.

Det er præcis samme formulering, som før har været brugt, umiddelbart inden renten er blevet sat ned.

Værktøj mod negative renter

Det blev også slået fast, at ECB er klar til at håndtere negative renter på indlån, sådan som tilfældet også er hos Danmarks Nationalbank. Men hvis bankerne skal betale for at have penge placeret hos ECB, vil det have en række negative effekter, slog Mario Draghi fast. Det vil eksempelvis koste bankerne penge, hvis indlånsrenten hos ECB bliver negativ, og det kan svække de dele af den europæiske banksektor, som i forvejen er under hårdt pres.

Selv om europæisk økonomi på flere vigtige områder har skuffet på det seneste, så ser alt ikke sort ud, forklarede Mario Draghi.

Arbejdsmarkedet er stadig svagt, og inflationen ventes at være lav resten af året, men Mario Draghi tror stadig på »stabilisering af eurozonens økonomi i løbet af andet halvår af 2013. Forbedringen på de finansielle markeder burde også nå økonomien«, siger ECBs topchef.

Han slog også fast, at der var stor enighed i Styrelsesrådet om, at renten skulle sænkes, og det fik alt sammen euroen og renten på obligationer til at falde. Den to-årige rente i Tyskland faldt til under nul procent eller helt præcist minus 0,015 procent. Også de ti-årige renter i Frankrig og Belgien faldt til det laveste niveau nogensinde.

En negativ rente betyder, at en investor betaler for at placere penge i tyske obligationer og taber på det. Under mere normale omstændigheder modtager man ellers en rente, hvis man køber obligationer og dermed låner penge til andre.