Spekulationerne om statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) fremtid kan fortsætte lidt endnu.

Det blev som ventet den tidligere premierminister i Luxembourg, Jean-Claude Juncker, der stjal overskrifterne efter fredagens møde med EUs 28 stats- og regeringsledere i Bruxelles, da han blev udnævnt til formand for Europa-Kommissionen.

Til gengæld er der intet nyt om en eventuel EU-toppost til den danske statsminister, der fortsat må svare på spørgsmål, om hun er ved at forlade Danmark:

»Sådan er det jo. Men jeg vil blive ved med at forsøge at fremme de danske interesser, som jeg hidtil har gjort,« siger Helle Thorning-Schmidt (S) med henvisning til det igangværende arbejde med at tegne de fremtidige linjer for EU-arbejdet.

Statsministeren har i flere omgange afvist, at hun er ved at forlade dansk politik til fordel for Bruxelles, men rygterne er taget til i løbet af forsommeren, både i Danmark og i det store udland. Og meldingerne har været, at der formentlig ville være klarhed over, hvem der skal bestride de store poster i EU, i slutningen af juni. Den deadline er nu skubbet til midt i juli, hvor stats- og regeringscheferne mødes i Bruxelles.

»Det er målsætningen, at det skal være færdigt 16. juli,« siger Helle Thorning-Schmidt fredag.

Kort forinden annoncerede formanden for Det Europæiske Råd, Herman Van Rompuy - hvis post den danske statsminister bliver sat i forbindelse med - at 26 ud af 28 EU-ledere, har valgt at bakke op om Jean-Claude Juncker.

Det er helt usædvanligt, at der ikke er fuld opbakning til en kommissionsformand, men Storbritannien og Ungarn valgte at vende tommelen nedad.

»Der var en afstemning i Det Europæiske Råd, og det er vi ærgerlige over. Det havde været bedre, hvis vi kunne træffe den her beslutning i enighed,« siger Helle Thorning-Schmidt og understreger, at hun på Danmarks vegne har udtrykt støtte til Juncker.

»Som jeg ser det, er han en pragmatisk politiker, som kender de udfordringer, som vi står overfor i Europa. Og en person som vi i Danmark også kan få meget ud af,« siger statsministeren.

Den britiske premierminister, David Cameron, er langt mindre begejstret.

»Det er en trist dag for Europa,« konkluderede han efter kun at have fået den ungarske premierminister, Viktor Orban, med på nej-holdet.

»Jeg mener, at Storbritanniens interesse ligger i at reformere EU. Holde en folkeafstemning om reformer i EU og anbefale at vi bliver i et reformeret EU. Er det blevet vanskeligere at nå? Ja,« svarer David Cameron selv.

Helle Thorning-Schmidt erkender, at der nu skal gøres et stort reparationsarbejde i forhold til briterne, men hun er klar til at hjælpe til i forsøget på at holde briterne på EU-sporet.

»Hvis vi kan hjælpe med at klinke skårene, så vil vi gøre meget i den forbindelse,« siger statsministeren og indikerer, at David Cameron allerede har fået indrømmelser.

»Nogle af de ting, som briterne har fået ind i de strategiske prioriteringer, er et lille skridt på vejen,« siger den danske statsminister.