International lufthavn efter vulkanudbrud

Den internationale lufthavn Ngurah Rai på den indonesiske ferieø Bali er natten til fredag dansk tid blevet lukket ned, efter at en vulkan er gået i udbrud.

Lukningen påvirker flere end 8.000 passagerer, og indtil nu er mindst 48 flyafgange blevet aflyst.

Vulkanen Mount Agung gik i udbrud torsdag og har siden da sendt tyk røg og aske mere end to kilometer op i luften, oplyser myndighederne. Ifølge en pilot er der set aske fra vulkanen i syv kilometers højde.

Den vulkanske aske kan være farlig for flyene, hvis den kommer i kontakt med flyenes motorer. Derudover gør asken landingsbanerne glatte, så flyene risikerer at forulykke ved start og landing.

Lufthavnen i Denpasar forventes tidligst at blive genåbnet klokken syv fredag aften lokal tid, oplyser Yanus Suprayogi, der er talsmand for Ngurah Rai.

»Det meteorologiske institut forventer, at asken når lufthavnen fredag morgen,« siger han.

I november sidste år måtte tusindvis af landsbyboere, der bor ved foden af vulkanen, flygte, da Mount Agung gik i udbrud og begyndte at spy vulkansk aske. Derudover blev 100.000 mennesker evakueret.

Dengang blev lufthavnen ligeledes lukket ned i flere døgn. Det påvirkede omkring 120.000 turister på øen. I alt besøgte fem millioner turister Bali i 2017.

Agung, der er det højeste punkt på øen, befinder sig på Balis østlige side og har en højde på lidt over 3.000 meter.

Vulkanen er et helligt sted for mange af Balis hinduer. Ved et udbrud i 1963 blev omkring 1.600 mennesker dræbt.

Nogle beboere tror på, at et udbrud fra Mount Agung er en åndelig begivenhed, og de ønsker at lægge deres skæbne i Guds hænder.

Det fortalte Sutopo Purwo Nugroho, der er talsmand for Indonesiens katastrofeagentur, da vulkanen sidst gik i udbrud.

/ritzau/AFP

Thailændere leder efter savnede fodbolddrenge på sjette døgn

Thailandske myndigheder søger alternative metoder til at redde 12 fodbolddrenge, der menes at være fanget i en grotte i den nordlige del af landet på sjette døgn.

Det oplyser guvernør i provinsen Chiang Rai Narongsak Osotthanakorn fredag.

»Vi overvejer at gøre vores plan B til vores plan A. Vandstanden er faldet, men den er stadig for høj, til at vi kan komme ind,« siger han.

Guvernøren fortæller videre, at plan A er at bore et hul i grotten og dræne den for vand. Plan B er at finde en ny indgang til grotten og sende redningsfolk ind gennem den.

Fodbolddrengene, der er i alderen fra 11 til 16 år, har sammen med deres 26-årige træner været forsvundet siden lørdag i sidste uge, hvor de havde besluttet sig for at besøge grotten efter træning.

Siden har kraftig regn oversvømmet grotten og besværliggjort redningsindsatsen.

Flere end 1.000 personer deltager i arbejdet med at lede efter de savnede.

En stor del af redningsarbejdet går ud på at pumpe vand væk fra grotten, ligesom at der har været sendt dykkere ind for at søge efter drengene.

Redningsfolkene har også søgt efter andre alternative veje ind i grotten ved hjælp af helikoptere og særlige eftersøgningshold. Også soldater og droner hjælper til med eftersøgningen.

Embedsmænd mener, at drengene stadig kan være i live, da der er fundet spor efter deres håndaftryk og fodspor inde i grotten.

Grotten ligger i Khun Nam Nang Non Forest Park cirka 1.000 kilometer nord for Bangkok nær grænsen til Myanmar.

/ritzau/dpa

EU-ledere enes om migration efter maratonforhandlinger

EU-lederne er tidligt fredag morgen blevet enige om et kompromis om migration efter maratonforhandlinger på et topmøde i Bruxelles.

Det skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter.

»EU28-lederne er enige om konklusioner inklusiv migration,« skriver Tusk.

Italiens nye premierminister, Giuseppe Conte, havde torsdag aften blokeret for konklusionerne på EU-topmødet i Bruxelles.

Det skete, fordi han var utilfreds med, at Italien fik for lidt hjælp til at håndtere migration.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, siger, at hun er optimistisk efter »en meget intens debat« på topmødet.

»Det er et godt tegn, at vi blev enige om en fælles tekst,« siger Merkel.

»Jeg er optimist, selv om vi har meget arbejde foran os for at overkomme de forskellige forhindringer,« siger hun.

/ritzau/