Måske vil det undre en del læsere af Berlingske, at Dansk Byggeri advarer om et dyk i byggebeskæftigelsen, for rundt omkring i hovedstaden er der jo masser af kraner i sving og masser af byggepladser, som længe har været til gene for trafikken.

Det er sandt nok, men billedet snyder os, der dagligt bor eller færdes i den centrale del af hovedstaden.

Nok bliver der bygget på livet løs i eksempelvis Nordhavn, Ørestad, Sydhavnen og på Islands Brygge, og nok er der metrobyggepladser, fjernvarmeprojekter og alskens vejarbejde, men det er undtagelserne i det store, landsdækkende billede.

Uden for København og Frederiksberg kan stort set kun Aarhus opvise nævneværdig byggeaktivitet, ellers ser det sølle og sløjt ud. Faktisk historisk sløjt.


Byggebeskæftigelsen tegner til at blive den laveste i 22 år, og det samlede nybyggeri har, på nær kartoffelkursåret 1993, ikke været så lavt siden 1958, altså i 56 år.

Trods en lille forbedring fra sidste år ligger boligbyggeriet fortsat på et historisk lavt niveau – og det kræver ikke lange ture væk fra København at konstatere. Eksempelvis fortalte Allerøds konservative borgmester for få dage siden, at udsigten til en snarlig kommunal fyringsrunde blandt andet skyldes, at salget af byggegrunde er gået helt i stå.

I erhvervslivet og landbruget er tendensen den samme. Naturligvis bliver der bygget, også til landets virksomheder, og opførelsen af Nordeas hovedsæde i Ørestad Nord er langtfra enestående. Men der er bare for få af de projekter, og inden for et års tid har både Danske Bank, Codan og Nykredit afblæst planer om nye hovedsæder.

Industrien er fortsat vingeskudt og tabte i de værste kriseår titusinder af job, som kun i meget begrænset omfang er vundet tilbage. Sideløbende med finanskrisen har internationaliseringen sendt masser af fabrikation til Østen og Østeuropa.

Der er altså, bogstaveligt talt, rigtig god plads i fabrikshaller, kontorer og lagerbygninger – og dermed kun begrænset brug for nye kvadratmeter. Blandt lyspunkterne for byggesektoren er de store trafikprojekter som Femern-forbindelsen og den knopskydende københavnske metro. Anlægsarbejder kaster dog færre job af sig end både nybyggeri og især renoveringer. Jobeffekten af en milliard brugt på skinner og asfalt er noget mindre, end hvis de samme penge blev brugt på at energirenovere eller på at bygge nye boliger, skoler eller kontorer.

Ydermere bliver en del anlægsprojekter strakt over lang tid med begrænset jobgevinst per år. Desuden bliver spaden først stukket i jorden om nogle år ved en del trafikprojekter som eksempelvis den kommende Ring 3-letbane på Vestegnen og metrogrenen til Sydhavnen.

Det kan ikke afvises, at Dansk Byggeri har sammenskruet formlerne i sine prognose-regneark lige lovligt pessimistisk – der er trods alt tale om en brancheorganisation med interesse i, at politikerne tilgodeser sektoren med eksempelvis håndværkerfradrag og store investeringer.

Men manges vurdering af byggebranchen kan netop i øjeblikket være påvirket af, at en usædvanlig stor del af landets byggekraner er opstillet nogle få kilometer fra Københavns Rådhusplads.