I flere mellemøstlige hovedstæder venter konger, præsidenter og premierministre på, at USAs præsident Donald Trump træffer en vigtig beslutning om, hvad han skal foretage sig i Syrien.

Trump har kaldt Syriens præsident, Bashar al-Assad, et »udyr« og advaret både Rusland og Iran om, at de må betale en »høj pris« for det formodede giftgasangreb, der i weekenden dræbte mange civile i den syriske by. Senest har han lovet at træffe en beslutning om, hvad straffen skal være inden onsdag aften dansk tid.