Min mand og jeg har efterhånden boet sammen i syv år. Det går forbløffende godt. Vi er meget, meget forskellige af sind, men vi er også meget enige om, hvordan man lever det gode liv sammen.

Desværre er vi også begge to meget dovne. Ja, det lyder ikke pænt, men sådan er det, og jeg takker jævnligt højere magter (eller dovenskaben) for, at vi ikke fik købt et sommerhus, da priserne var lave i Rørvig, for vi ville have skændtes nonstop om, hvem der burde have renset tagrender (DIG!) og hvem, der burde tage initiativ til at male gavlen og slibe vinduerne (hey, JEG gjorde det sidste gang!)