Der er næppe mange større, nationale dagblade, radio- og tv-stationer verden over, som ikke for længst har forberedt Nelson Mandelas nekrolog og særlige mindesider eller mindeudsendelser om Sydafrikas globale helteskikkelse.

Usmageligt vil nogen måske mene. Nødvendigt vil jeg sige.

Det er en naturlig del af den rå virkelighed på en redaktion at være beredt på store sørgelige begivenheder såvel som glædelige, der kan ske inden for de nærmeste måneder, dage, timer eller minutter.

Det sikrer originalitet, dybde og kvalitet i dækningen, de rette billeder og de rette skribenter på opgaven, de rette kommentatorer uanset hvornår på døgnet, begivenheden måtte indtræffe.

Samtidig er den daglige dækning af Mandelas helbredstilstand fra horder af udsendte pressefolk fra hele verden foran Mediclinic Heart Hospital i Pretoria – formentlig det største globale medieopbud i Sydafrika siden Mandela blev landets første demokratisk valgte, sorte præsident – for Mandelas familie ved at udvikle sig til et forståeligt mareridt. Dag efter dag venter pressefolkene på at kunne fortælle verden om Mandelas død. Forleden blev det for meget for Mandelas ældste datter, Makaziwe. Hun kritiserede mediebelejringen af familien. Mere eller mindre ufaglige udlægninger af faderens fysiske tilstand. Mediernes forsøg på at presse oplysninger ud af hospitalspersonale og læger. 

Hun brugte endda racisme-kortet til at sige, at »mediegribbene« ikke på samme måde vågede over hvide, forhenværende statsledere indlagt på hospitalet og måske endda på det yderste af livet som f.eks. Margaret Thatcher. Diskussionerne om Mandelas kommende hvilested er i gang også internt i familien tilsyneladende. Det samme gælder overvejelserne om, hvilken type begravelse, Sydafrikas og verdens store ikon skal have.

Hvad er det så, vi ikke ser på billederne foran hospitalet i Pretoria. Det vi ikke ser er den skov af sendevogne, som totalt spærrer alt på de smalle veje rundt om hospitalet. Den kaotiske lejr af telte, stole, lyssætninger samt kameraindstillinger til live-reporterne. De nærliggende huse hvor beboerne nu lejer altaner og terrasser ud til til internationale tv-selskaber, som herfra kan overvåge indgangen til hospitalet. Andre beboere tjener ekstra på at sælge adgang til deres toiletter til trængende journalister og kamerafolk. Den industri af mad og drikke til de internationale journalister, som lokale entreprenante folk har rykket ind på området.

Der er begyndende protester fra sydafrikanere, som ikke bryder sig om mediegribbenes belejring og reagerer følelsesmæssigt stærkt på, at medierne blot venter på den store nyhed. Og fortsætter mediebelejringen mange dage endnu, kan det komme til en konflikt mellem dem, der har fået nok at hele mediecirkus-delen og dem, der tjener penge på det. 

Hvad får vi ud af live-reporternes tilstedeværelse?

Et billedskud med folk, der lejlighedsvis går ind og ud af hoveddøren, mens en journalist beskriver præcis, hvad der sker – uden at vide noget som helst. Ind i mellem krydres billederne af små børn eller voksne bedende og/eller syngende i kor, foran den mindevæg, der er opstået ved hospitalet. Vi får ind i stuen derhjemme blandingen af sorg, bekymring og stolthed over det symbol på anstændighed og tilgivelse, som Mandela er.

Nyhedsmaskinen foran hospitalet har brug for at blive fodret, konstant og uden pusterum, indtil det en dag er slut.