Timing er alt. I fodbold, boksning og alverdens sport, i hus- og aktiekøb og alle mulige investeringer, i krig og i kærlighed, ja faktisk i det meste. Også i politik er timing altafgørende. Timingen af Ekstra Bladets historier om Lars Løkke Rasmussen tøjindkøb for 152.000 kr. på Venstres regning havde afgørende betydning for valget til Europa-Parlamentet. Men var tøjsagen et veltimet politisk mordforsøg på Lars Løkke Rasmussen?

En uges tid efter afsløringerne i Ekstra Bladet beskrev Venstres formand selv forløbet som en slags mafiametoder:

»Jeg har været for mange år i det her til at være naiv. Dette kommer med stor præcision op til kommunalvalget, op til parlamentsvalget eller midt i min fødselsdag. Selv i den amerikanske mafia styrer man uden om højtiderne i familien, og man venter med at foretage henrettelser, til sønnen er konfirmeret. Så jeg er ikke naiv om, hvad der sker.«

Det er svært at være uenig med Lars Løkke Rasmussen: Historierne om tøjkøbet kom næppe tilfældigt lige før valget. Og som Løkke peger på, er det ikke første gang, at negative sager dukker op lige før et valg. Før kommunalvalget i 2013 var det GGGI-sagen og Løkkes rejser på mere end 1.klasse, som skabte problemer for Venstre. Men Løkke kunne også have peget på folketingsvalget 2011, hvor BT præcis en uge før valget offentliggjorde den forkætrede skatteafgørelse, som Helle Thorning-Schmidts mand havde fået året før. Eller folketingsvalget i 2007, hvor Ekstra Bladet blot tre dage før valget påstod, at den ledende socialdemokrat Henrik Sass Larsen havde givet Venstre interne informationer fra Socialdemokratiet – som det hed på forsiden: »Helles topmand var spion for Fogh«.

Læs også: Derfor tøver V-baglandet med at vælte Løkke

Ud af seks valg på syv år, har fire valg altså indeholdt massive mediestorme mod både Venstre og Socialdemokraterne og tre direkte angreb på statsministerkandidaterne Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen.

En udenlandsk iagttager ville nok spørge: Hvad pokker har medierne i Danmark gang i? Spørgsmålet kan dog være helt forkert, for det er ikke sikkert timingen er styret af medierne. Måske er medierne styret af kilderne. Historierne bygger i flere tilfælde på helt specielle kilder eller dokumenter, som andre kan havde timet over for medierne – altså afleveret Thornings mands skatteafgørelse, Løkkes tøjregninger og givet informationer om Sass Larsen.

Det stiller medierne i et vanskeligt valg: Offentliggøre det nu eller efter valget? I begge situationer påvirker mediet valget – enten ved at skade et parti med negative artikler eller ved at skade de andre partier ved at gemme historierne til efter valget.

Ekstra Bladets historier om Løkkes tøjforbrug er et glimrende eksempel på, at en avis groft sagt står med valget mellem at lade Venstre få et ekstra mandat i Europa-Parlamentet (ved ikke at bringe tøjhistorien) eller fratage Venstre et mandat (ved at bringe historien). Afsløringen af tøjkøbene og Venstres håndtering af afsløringen betød jo efter alt at dømme, at Venstre gik fra tre til to mandater, mens en del af de tidlige meningsmålinger under EP-valgkampen havde givet Venstre fremgang til fire mandater.

I stedet for at vinde et mandat, tabte Venstre altså et mandat på grund af Ekstra Bladets historier. Var historien kommet en måned eller to efter valget, havde effekten været begrænset, og formentlig havde stormløbet mod Venstres partiformand været langt mindre end det, som er kommet efter valget. De tabte mandater kan være dråben, som – oveni GGGI og de øvrige bilagssager – koster Lars Løkke Rasmussen formandsposten i Venstre.

Ekstra Bladet har altså påvirket forløbet af dansk politisk historie ved at bringe tøjafsløringerne, men avisen ville også have påvirket, ved ikke at bringe historien. Hvordan skal dette vurderes? Tre spørgsmål er afgørende – og ingen af disse er der endnu svar på.

1. Der er ikke oplyst noget om hvad – egen research eller uopfordrede tip fra kilder – der er grundlaget for historien.

2. Offentligheden ved heller ikke noget om, hvem kilden til historien er.

3. Endelig ved vi heller ikke, hvornår avisen fik historien – om Ekstra Bladet timede historien for at få størst mulig effekt under valgkampen.

Disse tre spørgsmål er afgørende for at vurdere rimeligheden af avisens valg og timing af historien.

I enkelte af de andre mediestorme er der lidt mere viden om nogle af de tre spørgsmål. Historien fra 2007 om Sass Larsen som spion for Fogh byggede på anonyme kilder i Venstre, og det blev efter valget afsløret, at en af kilderne var Venstremanden Jens Rohde. Han var på daværende tidspunkt ude af dansk politik som direktør for radiokanalen TV 2 Radio. Jens Rohde blev fyret af TV 2, fordi sagen skabte tvivl om, »hvorvidt han har blandet sig i dansk politik«, som TV 2s administrerende direktør udtrykte det.

BTs offentliggørelse af Thorning-familiens skatteafgørelse under folketingsvalget 2011 var nøje timet af BT. Avisen havde skatteafgørelsen 27 dage før valget, men valgte at holde på historien – eller lave research på den, som avisen selv udtrykker det – i 20 dage, før BT bragte den en uge før valget. Skattesagskommissionen vil til efteråret muligvis komme med et bud på, hvem kilden var – altså hvem i Skatteministeriet, som ulovligt lækkede den personlige skatteafgørelse.

I ingen af sagerne er der svar på alle de tre vitale spørgsmål. Derfor er det svært endegyldigt at vurdere, om avisernes valg og timing i de tre sager er rimelig. Mediers timing er nemlig på den ene side naturlig, vigtig og helt legitim. Der er principielt intet odiøst eller problematisk i, at medier timer nyheder for at få maksimal opmærksomhed og gennemslag. Et stykke ad vejen kan der faktisk argumenteres for, at det er en pligt eller i hvert fald en mediemæssig og journalistisk dyd at placere offentliggørelsen af en nyhed på det bedst mulige tidspunkt. Det er simpelthen godt håndværk.

På den anden side kan timing også være ekstremt problematisk. Det er dybt kritisabelt, hvis mediers timing ikke er styret af mediemæssige eller journalistiske overvejelser, men derimod af politiske motiver: At skade et parti maksimalt eller direkte tage det politiske liv af statsministerkandidater. Sådanne motiver bør få alvorlige konsekvenser for de involverede journalister og redaktører, fordi skadevirkningen på politik og demokrati er ultimativ.

Tøjsagen kan koste Løkke formandsposten i Venstre og den statsministerpost, som før Ekstra Bladets historier så ud som en sikker realitet i 2015. BTs afsløring i 2011 kunne have kostet Thorning statsministerposten og hendes politiske liv.

Det er derfor helt på sin plads, at Lars Løkke Rasmussen sætter spørgsmålstegn ved timingen af angrebene på ham. Ligesom det er helt på sin plads, at Ekstra Bladet stiller spørgsmål ved Løkkes tøjforbrug og skatteforhold. Indtil nu har fokus været på Løkke, men når røgen lægger sig, bør der også stilles kritiske spørgsmål til Ekstra Bladet: Var det en plantet historie, som dumpede ind ad brevsprækken på Ekstra Bladet med anonyme fjender af Venstre og/eller Lars Løkke Rasmussen som afsender? Eller var det grundig selvstændig research? Hvornår havde Ekstra Bladet historien? Hvor længe arbejde de med den? Hvorfor var den timet, som den var?

De seneste syv år må vække stor bekymring om tabloidpressens rolle i valgkampe. Det er tankevækkende at se forskelle mellem på den ene side public service-medier som DR og TV 2, som under valgkampe bliver ekstra forsigtige med at gavne eller skade bestemte partier og på den anden side BT og Ekstra Bladet, som ser ud, som om de prøver at afgøre valg – eller af kilder bliver brugt som våben i valgkampen. Inden for et års tid skal der være folketingsvalg – mon også det skal indeholde et politisk mordforsøg? Venstrekvinden Birthe Rønn Hornbech har allerede mere end antydet netop dette: »Finder hovedbestyrelsen ikke en varig løsning på tirsdag, så fortsætter det her, så accelerer det i valgkampen, og så en uge inden valget skal vi finde en ny formand – og det er værre.«