To personer, herunder en tidligere medarbejder ved Skat, er ifølge TV 2 varetægtsfængslet indtil 19. juni i en sag om mulig svindel med udbytteskat for omkring 37 mio. kr.
Ifølge dokumenter som TV 2 er kommet i besiddelse af skulle den tidligere medarbejder ved Skat have modtaget 1,7 mio. kr. i forbindelse med udbetalingerne fra 2006 frem til og med 2009.
Den tidligere ansatte nægter sig skyldig i anklagerne om bedrageri af særlig grov beskaffenhed og for berigelseskriminalitet rettet mod offentlige midler.
Sagen har ikke umiddelbart noget til fælles med de 12,3 milliarder kroner, som Skat i perioden fra 2012-15 uretmæssigt har udbetalt.