Det er næsten så godt som sikkert. Basketball-stjernen LeBron James har skrevet under på en et-årig kontrakt med Cleveland Cavaliers. Det beretter flere medier samstemmigt.
James’ fremtid har ellers længe været genstand for stor spekulation, men flere kilder fortæller til lokalmediet cleveland.com og ESPN, at kontrakten med Cavaliers gerne skulle blive underskrevet i løbet af fredagen.
Selvom det ikke er helt officielt endnu, er detaljerne om LeBron James’ kommende løn allerede sluppet ud.
Han kommer tjener svimlende 23 millioner dollar – næsten 155 millioner danske kroner - for én enkelt sæson, hvor han har mulighed for at forlænge med ét år yderligere. Her vil lønnen så stige til 24 millioner dollar - cirka 161 millioner kroner.
Dermed har James mulighed for at tjene i alt 316 millioner kroner for to sæsoner hos Cleveland Cavaliers.
James og Cavaliers var i NBA-finalen i den forgangne sæson, men måtte overlade mesterskabet til Golden State Warriors. Nu kan man jagte revanche med LeBron James som en fortsat del af holdet i den kommende sæson.
LeBron James har spillet næsten hele sin professionelle karriere for Cavaliers med en enkelt afstikker på fire sæsoner til Miami Heat.