I Danmark kender vi Mohamed Zidan på godt og ondt. På rekordtid spillede han sig med sine nærmest overnaturlige drible-evner og drengede humør ind i hjerterne på danske fodboldfans. Men den lille egypter havde også en mindre pæn side. Og det er den side, som den tidligere FC Midtjylland spiller nu har vist sig fra igen.

Ifølge det egyptiske medie Ahram Online er den 31-årige fodboldspiller blevet taget i at betale et egyptisk ejendomsmæglerfirma med tre dækningsløse checks. En handling, som en egyptiske domstol onsdag har fundet Zidan skyldig i.

Dommen lyder på i alt seks års fængsel til den tidligere Superliga-profil. Ahram Online skriver dog ikke, om de mange års fængsel er betingede eller ubetingede.

Dommen blev givet in absentia, da retten ikke ved, hvor Zidan præcis opholder sig. Siden hans kontrakt med Baniyas fra de De Forenede Arabiske Emirater udløb i januar, har den lille egypter stået uden kontrakt - og han har i mellemtiden arbejdet som tv-ekspert for Al-Jazeera Sports i Qatar. Men han var altså ikke mødt op i retten for at modtage dommen.

Det er ikke første gang, Mohamed Zidan er på kant med loven. Tilbage i 2005 blev han herhjemme dømt for hæleri, efter han havde optrådt på tv med et stjålet ur. Dengang lød dommen på 60 dages betinget fængsel og en bøde på 5.000 kr. Men meget tyder altså på, at den ombruste angriber ikke lærte lektien dengang.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mohammed Zidan selv.

Mohamed Zidan nåede i sin tid i Superligaen at spille for AB og FCM, inden han fortsatte karrieren i Bundesligaen, hvor han uden den store succes optrådte for Werder Bremen, Mainz 05, Hamburger SV og Borussia Dortmund.