TYSKLAND: Flyselskabet Lufthansas egne læger mente, at piloten Andreas Lubitz, som mistænkes for at have fløjet et Germanwings-fly direkte ind i en bjergside i de franske alper, havde behov for psykologisk behandling. Det skriver den tyske avis Bild ifølge The Guardian.

Bild citerer dokumenter, som de tyske luftfartsmyndigheder har fået adgang til, og i dokumenterne står der angiveligt, at »Lubitz bør fortsat modtage psykologisk behandling, selv om han er blevet erklæret egnet til at flyve« af en uafhængig ekspert i 2009.

Det er samme år, som Andreas Lubitz afbrød sin flyvetræning og informerede Lufthansa om sin psykiske sygdom. Ifølge avisen har en talsmand fra Lufthansa ikke ønsket at udtale sig om sagen.

Flyet med i alt 150 mennesker om bord styrtede ned i de franske alper tirsdag formiddag 24. marts, efter at kaptajnen havde forladt cockpittet for at gå på toilettet, hvorefter Andreas Lubitz låste døren. Franske efterforskere mener, at Andreas Lubitz herefter med vilje styrtede Germanwings-flyet.

Ifølge den britiske avis The Mirror har undersøgelser af Andreas Lubitz’ computer vist, at han inden flystyrtet søgte efter informationer om selvmordsmetoder og efter oplysninger om døren til cockpittet.