Danskerklubben Ajax Amsterdam tager tirsdag imod FC Barcelona i en kamp, som det hollandske hjemmehold skal vinde for at bevare drømmen om avancement.

Ajax Amsterdam har Lucas Andersen, Nicolai Boilesen, Christian Poulsen og Viktor Fischer i truppen, men det bliver formentlig en helt femte, Lasse Schöne der får en hovedrolle mod FC Barcelona.

Det hollandske traditionsholds cheftræner Frank de Boer overvejer alternativer til angrebspladsen, og ifølge landets velinformede avis Algemeen Dagblad, så ligner Lasse Schöne løsningen i front.

- Vi har forskellige muligheder, som vi overvejer nu, siger Frank de Boer til avisen, men Algemeen Dagblad mener at vide, at det ender med en 'falsk angriber'-løsning med danskeren som den forreste spilstation.

FC Barcelona har med 10 point allerede indløst billet til næste runde, hvorimod Ajax Amsterdam med fire point helst skal vinde for at holde trit med AC Milan på andenpladsen. Italienerne har fem point, men gæster den svære udebane Celtic Park i Glasgow, hvor Celtic med tre point tager imod. Dermed har alle tre hold stadig chancen for avancement.