Et af de helt store salgspunkter ved offentliggørelsen af Apples iPhone 7 var nytænkningen af det såkaldte Lightning-strømstik. Ifølge Apple selv skulle det være smartere, da der nu kun blev brug for en enkelt indgang i telefonen og fjernede indgangen til hovedtelefoner til fordel for en ekstra højtaler.

Lightning-stikket var i iPhone 7-udgaven en opdatering af det strømstik, som har været brugt siden version 5, der gjorde op med den tidligere 30-bens dock connector. Det nye i iPhone 7 versionen var, at der ikke ville være en AUX-indgang, men at man nu skulle bruge en converter, der skal tilsluttes telefonens Lightning-port.

De nyheder blev dog ikke lige velmodtaget i alle kredse af Apple-fans, da folk som bruger hovedtelefoner med et jackstik ville blive nødt til at købe nogle nye eller købe et adapterstik til iPhones nye strømindgang.

Nu forlyder det dog, at Apple har taget kritikken til efterretning, og i sin kommende telefon har tænkt sig at ændre på denne opdatering. Lightning connectoren skal erstattes af en USB Type C connector. Det skriver Wall Street Journal tirsdag.

Det er i år tiårsjubilæet for lanceringen af den første iPhone, som blev lanceret i 2007, og selvom den seneste model, iPhone 7, først kom på markedet i slutningen af 2016, er rygterne allerede begyndt at svirre med, hvad man kan forvente af den næste model.

Ifølge Wall Street Journal kan man udover det nye gamle strømstik forvente en skærm der buer, som man har set det med modeller fra eksempelvis Samsung. Den nye model skulle efter forlydender også udkomme uden en fysisk ”hjem-knap”.