Der er store slag forude for den globale medicinalbranche i kampen om kunderne og de bedste digitale sundhedsløsninger.

Flere internationale undersøgelser og udmeldinger fra branchen selv tegner et billede af, at medicinalindustrien over de kommende år tager hul på en omfattende digitalisering af deres forretningsmodeller, som kan transformere hele branchen.

For at stå bedre i det store digitale kapløb har de to medicinalgiganter Novartis og Glaxosmithkline inden for kort tid begge oprustet og hentet direktører ind udefra med store digitale kompetencer i værktøjskassen.

Fælles for de to nyansættelser er, at medicinalselskaberne lidt utraditionelt har været på rov i supermarkedskæder for at finde forstærkning. Glaxosmithkline hentede i juli Karenann Terrrel fra amerikanske Wal-Mart, mens Novartis torsdag kunne meddele, at medicinalkæmpen har snuppet Bertrand Bodson fra den britiske detailkæde Argos, der er ejet af Sainsbury’s.

I en kort udtalelse om sine nye opgaver i den schweiziske medicinalgigant sagde Bertrand Bodson torsdag, at den digitale dagsorden »vil blive den vigtigste og mest disruptive udfordring i de kommende år.«

Også hos Danmarks største medicinalselskab Novo Nordisk er der fuld gang i de digitale kedler. Diabetesgiganten fra Bagsværd har lige nu stor fokus på, hvordan selskabet i samarbejde med en række teknologivirksomheder kan komme op med nye digitale løsninger, der bedre kan dokumentere den kliniske effekt af selskabets nøgleprodukter.

Hos Novos franske ærkerival Sanofi er der ligeledes gang i de store digitale armbevægelser. I samarbejde med Google stiftede franskmændene sidste efterår et helt nyt selskab ved navn Onduo, der har som formål at hjælpe patienter med diabetes »ved at udvikle omfattende løsninger«, der kombinerer software og medicin i et forsøg på at skabe intelligent sygdomsbehandling.

Foruden konkurrencen fra traditionelle spillere i medicinalbranchen er Novo også kommet under stigende digitalt pres fra de store amerikanske medicinindkøbere, der med digitale kneb forsøger at styre uden om Novos nye og dyrere generation af produkter.

Det forklarede den medicinske direktør i den store indkøber Express Scripts, Steve Miller, under et interview med Berlingske Business i oktober 2016.

»Vi monitorerer mange hundrede patienters blodsukkerniveauer og modtager hver dag deres værdier. Vi har farmaceuter, som tager fat i patienterne få minutter efter, at vi har modtaget deres data, hvis deres værdier enten er for høje eller lave, hvilket gør os i stand til at hjælpe og »uddanne« dem. Vi har begrænset omfanget af hændelser med hypoglykæmi (for lavt blodsukker, red.) meget dramatisk ved at bruge ældre produkter, så er der mange måder at forbedre behandlingen på – udover at bruge flere penge på skarpere insulin,« sagde Steve Miller.