Det er et velkendt cowboytrick blandt journalister at læse med i politiets døgnrapport for at finde inspiration til artikler eller indslag. Men selv med politiets døgnrapport i hånden kan det tilsyneladende ikke undgås at skrive tynde historier fra sommerlandet.
Det beviste Bornholms Tidende for to uger siden, da man under den fængende rubrik »Bistert kræ: Gravhund knurrede« gengav et ubehageligt møde mellem en kvinde og en mindre hund.
Artiklen er af den mere kompakte slags og er derfor gengivet i sin fulde længde:Bistert Kræ: Gravhund knurrede Ubehageligt for en kvinde på 65 år.
En 65-årig kvinde fra Rønne oplyste onsdag til Bornholms Politi, at der stod en mindre gravhund i hendes have. Den bar hundetegn, men når hun nærmede sig, gøede den – og knurrede. Ejeren blev fundet, og hunden blev afleveret, oplyser politiet. Dette er den sidste uge med Berlingskes agurketidsklummer for denne sommer, og jeg har valgt at samle op på tynde og besynderlige historier, der trods alt er vejet tunge nok til at blive publiceret. Dømt på min foreløbige research har dele af den branche, jeg selv er en del af, skruet ned for ambitionerne i sommervarmen. Jeg forstår det til dels godt, for sommer er en slags undtagelsestilstand i Danmark: Børn bygger sandslotte, mor fordyber sig i krimier og far har skiftet computer og jakkesæt ud med grillhandsker og kølig hvidvin. Selv på Christiansborg har Corydon og alle de andre rødder slukket for mobilen.
Men. Der findes historier, som falder for bagatelgrænsen. Jeg er ikke selv hundeejer, men jeg ved trods alt, at alle hunde knurrer med jævne mellemrum.
Efter at have læst Bornholms Politis døgnrapport den dag, kvinden blev reddet, kan jeg konstatere, at det var mere småt end stort, ordensmagten måtte tage sig af i sommervarmen. Forestil dig en avis, hvor vi gav alle politiets indsatser samme bevågenhed. Her er fire »nyheder« direkte fra rapporten: Løbske får på cykelsti
Tirsdag morgen lød en anmeldelse på, at der gik løse får på cykelstien nær Åkirkebyvej. Ejeren fik selv fanget fårene, men fik en påtale samt vejledning.
Nabo fundet i god behold
En kvinde fra Rønne meddelte, at hun ikke havde set sin nabo den seneste uge. Sædvanligvis så hun ham to til tre gange ugentligt. Naboen kontaktet. Denne var i færd med at hjælpe en kammerat med flytning.
Oppustelig krokodille er væk
En 38-årig mand fra Holbæk oplyste onsdag eftermiddag, at han havde mistet en to meter lang oppustelig krokodille ved stranden Sømarken i Pedersker.
Mistænkelig turist?
En 43-årig mand fra Hasle kontaktede politiet, da han havde set en tysktalende turist med mistænkelig opførsel. Manden stak hovedet ind i anmelders have, men skyndte sig ud, da anmelder fik øje på ham. Patrulje på stedet fandt manden, som var boende på campingpladsen i Hasle med kone og børnebørn. Intet mistænkeligt ved familien.
Torsdag skal det handle om de kongelige.