»Det var godt at starte den første dag, fordi forældrene måtte kigge på. Derefter skulle de gå. Bagefter skulle vi lave lege, hvor vi skulle lære, hvad de to lærere lavede. Så lavede vi opgaver i en rød mappe-bog, hvor vi skulle lære S at kende. Sol starter med S. Og sommerfugl. Og sok og en cykel. Så skulle vi regne ting ud med tal. Det var en smule svært. Jeg kan bedre lide det med bogstaver. Tal og bogstaver, det er noget, man lærer ret tit i skolen.
Jeg glædede mig mest til engelsk og sådan nogle fag, hvor vi skal lave noget med efterår, sommer og jul. Jeg vil gerne lære engelsk, fordi nogle fra tredje, som jeg kender, taler engelsk.
Første er en lille smule anderledes end i nulte, fordi der havde vi legetime, og det har vi ikke nu. Jeg tror, det bliver en lille smule sværere og sværere, når man kommer op i en ny klasse.
Vi har fået nye lærere. Det er dejligt, for så kender vi flere lærere, end de andre klasser gør. Vores nye baselærer hedder Pernille. Hun underviser i dansk. Hun er også ny på skolen. Pernille er god. Den sidste lærer, vi havde, var lidt skrap på grund af, at hver gang vi kom til at lave en lille bitte smule ballade, så råbte hun. Vores nye lærer siger bare, at vi ikke skal lave ballade. Men hun kan godt blive skrap, hvis vi gør det rigtig meget.
Frikvartererne er gode, for der kan man lege og være i kravlerummene. Måske skal vi have en rutsjebane. Det har vi snakket om i noget, der hedder elevrådet. Det er et sted, hvor man taler om, hvad der skal være på legepladserne, og hvad der skal være godt indenfor, og om vi skal have noget nyt. Der er en fra min klasse med, der hedder Anne Sofie.
Det er en god klasse, jeg går i, fordi der er mange ting, vi leger med og mange ting, som ikke var i nulte klasse. Jeg leger nogle gange med pigerne og nogle gange med drengene, men mest med Anne Sofie, fordi vi har kendt hinanden, siden vi startede i nulte.
Vi fik fri klokken 12 og så på frit. Så det var en lidt kort dag.«
Dag 2. »Vi startede med, at vi blev afleveret af vores mor og far. Da vi havde gjort det og havde sat vores tasker, skulle vi lave dansk og matematik.
Vi skulle lave postkort og vores eget frimærke, og så skulle vi skrive »Ørestad Skole punktum.dk«, så vi kunne sende det til vores forældre og nogle fra klassen. Bagefter skulle vi have kl. 10-mad.
Så havde vi matematik. Det er svært at regne på grund at de høje tal. For eksempel ganger vi 100 gange fem, og jeg kan kun plus. Et plus fem, det ved jeg, hvad giver. Jeg kan ikke gange.
Bagefter talte vi, om dagen havde været god eller dårlig. Jeg synes, den var god, fordi vi har lavet gode ting. Bagefter var der frokost, som en, der hedder Connie, og hendes hjælpere laver. Og så gik vi i byparken, og der var en der havde fødselsdag, så vi fik frugt.
Dagen var en lille smule bedre end den første, fordi vi lavede flere ting.
Jeg kunne godt tænke mig at være lærer, for så får man også pauser og taler med folk i stedet for, at man hele tiden skal passe børn. Man får tid til børnene og tid til de andre voksne og tid til ens egne børn. Hvis man får sådan nogen.
De store børn driller nogle gange. De leger mere vildt og drilleagtigt. Og så er de større end os.
Når jeg kommer hjem fra skole, så vil jeg tegne eller spille spil på en telefon. Så får jeg nogle kiks eller frugt og noget saftevand.
Dag 3. Vi startede med matematik og med at lave tal helt op til ottetallet. Dem skulle vi lave 12 gange. Vi tog bamser med. Min hedder Kristine, og så lavede vi navneskilte til bamserne.
Det er blevet en lille smule sværere end den første dag. Vi laver flere ting end i går, men vi får først lektier for efter to uger.
At være god i skolen er at hjælpe folk eller at være god til matematik.
En skole er et sted, hvor man lærer ting. For eksempel når man bliver voksen, så skal man være god til at læse og regne, og det er det, man lærer i skolen.
Jeg glæder mig til at blive voksen, fordi så får man et arbejde, og så vil jeg gerne prøve at arbejde som mange ting. Prøve en hel masse. I stedet for at blive på ét arbejde.
Jeg læser selv bøger derhjemme. Søren og ...
Mette?
»Hvordan vidste du det?«
Og så siger min mor, om det er forkert eller rigtigt, det jeg læser.
Nå jeg kommer hjem, skal vi pakke, for jeg skal til Fyn og besøge min oldefar og min oldefars kone. Og så skal vi have slik.
Dag 4. I dag skulle vi ikke så meget.
Vi holdt morgensamling om, hvordan de første skoledage har været, og så sang vi Halløj-sangen og Goddag-sangen. Og så havde vi engelsk og dansk.
Den første uge har været god. Interessant. Og sjov. Det bedste har været, at vi leger sammen, og vi lærer ting og lærer at få nye venner, fordi der er kommet en ny i klassen.
Jeg har lært engelsk. Det er svært lige at huske hvad ...
Jeg glæder mig til at få karakterer i tredje fjerde klasse. Jeg ved ikke hvorfor. Det kunne bare være dejligt.
Jeg er træt, når jeg kommer hjem, faktisk, fordi det er hårdt at være i skole. For når man møder ind, så skal man læse en bog, og bagefter skal vi regne i en halv time, og så skal vi læse en bog i ti minutter, og så skal vi tegne os selv i fem minutter. Så vi har rigtig travlt.
Kalle Bülow Jepsen ser træt ud efter den første uge i første klasse og besøgene af Berlingske. Hans videbegærlighed fejler dog ikke noget.
»Må jeg prøve den der?«
Kalle tager optageren og hvisker:
»Og du skal svare: Hvad synes du, der er bedst på dit arbejde? Du må vælge to.«
