Når man holder dér kofanger ved kofanger på Oslobådens bildæk, og alle kæmper med at få børn, bagage og bedstemødre ud af bilerne og finde vejen op til kahytten, forvandles den sne-hvide forestilling, man havde om, hvor romantisk det ville være at sejle op til skiferien, med ét til gråt stress-sjap.
Læs også: Her er Norges bedste skiløb
»Næste år flyver vi til Schweiz, din nærigpind!« hører man sig vrisse af den ægtefælle, der syntes, at det var så nemt, praktisk og dejlig billigt at tage færgen til pisterne.
Medmindre...
Medmindre man altså har gjort sit forarbejde ordentligt, og på forhånd har minimeret antallet af punkter, hvor det kan gå galt.
I denne 100 pct. uvidenskabelige, men dog erfaringsbaserede, guide, får du Rejselivs tips til, hvordan I kommer gennem sejlturen med feriehumøret i top og masser af energi til skiløbet i behold.
Når I booker færgebilletten
Hvis I virkelige vil forkæle jer selv, så book en Commodore-kahyt, hvor man kan få morgenmaden op. Så nyder man sin te og smører rundstykker, mens der bades og ses tegnefilm på tv. Der er god tid til at vågne ordentligt, for man sparer masser af tid ved at undgå turen ned til morgenbuffeten og tilbage for »lige at pakke det sidste« og børste tænder. Når båden er i havn, går man i familiær harmoni ned til bilen …
Der er jævnligt gode spisetilbud til børnefamilier, hvis man booker bord inden afrejsen. Undersøg det i god tid og reservér til den tidlige »seating«, hvis ungerne er små. Disse borde er nemlig hurtigt væk.
Tjek børneunderholdning ud hjemmefra og vælg ud. Så er debatten afsluttet, inden I går om bord. Det giver ro. Gem noget til hjemturen, så der er noget at glæde sig til, når skiferien er slut.
Når I pakker
Test i god tid, om kufferter og skistøvletasker overhovedet kan være i bilen.
Der er ingen grund til at bakse samtlige kufferter op i kahytten, bare fordi nattøj og skiftesko ligger i bunden af den ene og børnenes tandbørster og sovedyr i den anden. Så pak til selve skiferien i store kufferter, der bliver i bilen, og vælg én mindre taske, der tages med op i kahytten. Og sørg for, at »bådtasken« ligger yderst, så den er let at få fat på.
»Bådtasken« pakkes udelukkende til overnatningen om bord – og ikke en sok mere.
Klæd jer på hjemmefra så det er passende til hele aftenen. Dermed spares skiftetøj og ekstra sko. Medbring kun rent undertøj, sokker og skjorte(bluse) til køreturen næste dag samt nattøj. Alle kahytter har bad med håndklæder, sæbe og shampoo, så det skal ikke pakkes. Pak én samlet toilettaske med tandbørster, tandpasta, deo og fugtighedscreme i neutral duft, der går an til alle.
Derudover kun det helt nødvendige personlige som hårbørste, kontaktlinser og eventuel pusletaske. De velvoksne toilettasker til skiferien, med sun-screen, vabelplaster, hårtørrer og så videre bliver i bilen.
Har I flere kahytter, pakkes én bådtaske og én toilettaske pr. kahyt. Det er ufedt at rende ned ad gangene med morgenhår og bare tæer efter sit rene tøj inde hos de andre…
Husk en let snavsetøjspose til det brugte tøj.
Børn vil gerne have deres egen taske til turen. Fint nok, men kun én pr. barn. Og ingen løse bamser, mobiltelefoner, iPads og Anders And-blade. Alt skal ligge i tasken, når bilen forlades, så intet bliver væk i kampens hede.
Når I er om bord
Kom i rigtig god tid og kør om bord som nogle af de første. Det gør alting lettere, at der er god plads, og børnene kan nå lidt mere af underholdningen.
Man er inden døre hele tiden. Bortset fra en luftetur på dækket, måske. Så lad det tunge overtøj ligge i bilen og vælg indendørs tøj og sko, der også egner sig til den forestående biltur.
Er det købt stort ind til måltider i hytten? Bildækket er for varmt, men skibet opbevarer gerne jeres frost- og kølevarer på sejlturen, så culottestegen ikke tør op i utide. Spørg i informationen.
Hvis man ikke har bil med, for så ligger udstyret jo dér, kan ski, snowboard samt barnevogne opbevares for jer undervejs på sejlturen, så de ikke fylder i kahytten. Personalet, der byder velkommen om bord, kan hjælpe. Det koster ikke noget.
Tag selv søsygepiller i tide, hvis vejret tegner skidt. (Fås i Informationen, hvis I har glemt dem.) Seriøst søsyge voksne er ikke til megen hjælp, hvis børnene bliver dårlige.
Stå tidligt op og giv ungerne en skøn tur i det udendørs boblebad. Så er de rolige og veltilpasse til bilturen fra Oslo og ud til skisportsstedet.
Sats på trappen, når I skal fra borde. Alle skal ned på én gang, så de tætpakkede elevatorer standser på samtlige dæk. Nyd den lette bagage, mens folk svedperlende bakser med klapvogne, plasticposer, aviser, frakker og kufferter, der ligner tre uger i Nordnorge...
Læs også: Succes med speed-færger