Midt i den søde juletid skal S-formand, Mette Frederiksen, gruble over, hvordan hun vil indrette sit ledelseshold efter Bjarne Corydons opsigtsvækkende jobskifte til det verdenskendte management- og konsulentfirma, McKinsey.
Da nyheden om Corydons afgang var offentliggjort af Berlingske tirsdag formidag på avisens hjemmeside, b.dk, gik der ikke lang tid, før ambitiøse socialdemokrater begyndte at drømme om at komme ind i Mette Frederiksens inderkreds.
Hvordan S-formanden vil lægge snittet, ved ingen, men det er til gengæld sikkert, at Corydons afgang på samme én og samme tid udløser problemer og åbner muligheder for Socialdemokratiet:
Ser vi på problemerne, vil det være umuligt at finde en partifælle, der besidder samme faglige dygtighed. Bjarne Corydon er ekstremt kompetent, og det er selvfølgelig grunden til, at McKinsey har rekrutteret ham. Firmaet har altid været kendt for at gå efter de dygtigste, og det er karakteristisk, at mange topledere for Danmarks største virksomheder kommer fra McKinsey. Det samme gør sig gældende i det internationale erhvervsliv.
Når det kommer til at skrue økonomiske oplæg sammen og have overblikket over det danske velfærdssamfund, er der ganske enkelt ingen i S-gruppen, som er i stand til at matche Corydon. Undtagelsen skulle da lige være Mogens Lykketoft, men han er ikke lige fremtidens mand.
Ser vi på mulighederne for Mette Frederiksen, er det indlysende, at hun får større manøvrefrihed. Siden SR-regeringens fald har Corydon været loyal over for Frederiksen, men det siger sig selv, at han har haft en særlig interesse i at fastholde den politiske og økonomiske linje, som han førte igennem. Fremover får Mette Frederiksen større frihed til at kunne justere kursen og farve politikken.
Derudover får hun chancen for at skabe et ledelseshold, som er bedre forankret i gruppen.
Med sin stålsatte støtte til Thorning og sin insisteren på at følge en økonomisk politik, som mange i baglandet anså for at være mere blå end rød, skabte Corydon sig mange fjender i gruppen. Med hans exit får Mette Frederiksen derfor mulighed for at etablere en ledelse, som vil være i bedre samklang med gruppen. Hos ikke så få i S-gruppen var forholdet til Corydon mere præget af frygt for hans intellekt end af hengivenhed - også fordi han kunne have svært ved at skjule sin utålmodighed med mindre kapable partikammerater. Også på dette punkt er der ligheder mellem Corydon og Lykketoft, som i mange år var partiets stærkeste strateg og mest frygtede politiker internt.
At Bjarne Corydon har skabt sig mange fjender, stod i det hele taget hurtigt klart, da nyheden om hans afgang bredte sig på Christiansborg. I Enhedslisten stod politikerne nærmest i kø for at komme af med deres kritik af hans jobskifte, og de fik ved samme lejlighed gentaget deres vrede over, at Corydon efter deres mening havde ført en alt for borgerlig politik og havde ødelagt samarbejdet med Enhedslisten. Også lærerformand Anders Bondo Christensen kom på banen med anklager om, at den tidligere finansminister havde været med til at ødelægge folkeskolen.
Et godt gæt er, at Corydon tager kritikken med knusende ro og i bevidstheden om, at han var med til at styre nationen gennem en svær krise. I hans optik afslørede Enhedslisten og Danmarks Lærerforening sig som aktører, der aldrig tog ansvaret på sig og deltog i løsningen af presserende samfundsudfordringer.
At Bjarne Corydon selv har haft noget at byde på, er ansættelsen i McKinsey i sig selv et bevis på. Firmaet ville aldrig have hyret ham, hvis de ikke havde haft tiltro til, at Corydon har indsigt og format nok til at arbejde i den internationale superliga.
De, der sidder tilbage og sender stikpiller efter Corydon, kan have ret i en del af deres kritik, men inderst inde vil flere af dem være klar over, at de ikke var i stand til at matche ham. Eller som statsminister Lars Løkke Rasmussen formulerede det i sin lykønskning: »Når McKinsey ansætter Bjarne Corydon er det fordi han er dygtig. Punktum. Det vil jeg gerne anerkende med et STORT tillykke!«