Tre hold sæbevand! Sådan lyder Lauras ordre til Agnes, som skal gøre forårsrengøring i familien Varnæs’ spisestue i første afsnit af Lise Nørgaards uopslidelige TV-serie »Matador«. Det er sådan, fruen i huset, den skrøbelige og baccilleforskrækkede Maude, har forlangt det. Og faktisk skulle man tro, det var Maudes sæbevandstyranni, der havde været på spil. Er det ikke, som om den nye, rensede version af »Matador« er blevet pudset og poleret, ja ligefrem gjort ren med sprit og vatpinde i alle nøglehullerne? Så flot fremstår den nye version af danskernes yndlingsserie, hvis første afsnit kan ses i morgen aften. Lørdag aften kl. 20, naturligvis. Sådan som det altid har været.

Men alligevel er oplevelsen ny. Det har taget restaurerings-eksperterne fra Nordisk Film Shortcut tre år at gøre »Matador« klar til sit det nye HD-format, som moderne TV-seere må kræve af den. Umagen værd? Mon ikke. For det første er den lettere tobaksbrune fernis, der hvilede over alle billederne, forsvundet. Konturerne er trukket op, ridser og slitage forsvundet. Og ikke mindst har restaureringen gavnet hele farveskalen, så der nu er kommet fuld, mættet kulør på Ulla-Britt Söderlunds fine kostumer.

Er det ikke også, som om man nu meget bedre kan nyde den detaljerigdom i rekvisitafdelingen, som er en ikke uvæsentlig del af det tidsbillede, serien maler? Det er lige før, man kan læse artiklerne i Korsbæk Tidende eller afgangstiderne på stationen, tælle kronbladene på blomsterne på Maudes elegante Blå Vifte-stel. Men samtidig kan man pludselig også se, at Lauras blussen, mens hun kæmper med stegen, er malet på, at Maudes hår altid har været og vil forblive en paryk, at Ghita Nørby altså ikke er 24-år, selv om Ingeborg er det, og at Damernes Magasins trappe nede under den små Daniels pusselanker ikke er af cement, men malet træ. Pyt. I stedet fryder man sig over godt håndværk. Og sidst, men ikke mindst, er der kommet en fornyet dybdevirkning i billederne, som yder billedkompositionen retfærdighed.

Til lykke

Ellers er det meste som det plejer at se ud i den søvnige lilleby Korsbæk, hvor tiden er gået i stå. Indtil en mand stiger af toget. Over de næste 23 afsnit bliver mangt og meget som bekendt vendt på hovedet i den danske provinsidyl i takt med tidens gang. Man bliver stadig slået af, at det har kunnet lade sig gøre at lave en serie, som allerede i første afsnit lægger kimen til udviklingen i skæbnerne i det store og elskede persongalleri. Man undrer sig over, at de mennesker, der har forfattet »Matador« - helt uden Hollywood-skrivekurser i ryggen - har kunnet skrive et manuskript, som både er vittigt, begavet og med sans for lydefri dramaturgi, der fletter den lille og den store historie sammen.

Tag nu bare førte afsnits scene, hvor Mads Andersen Skjern udfritter Jernbanecafeens slyngelbord om Damernes Magasin. Hvem betror ham, at »det er kun for de fine«. Socialisten Røde, selvfølgelig. Hvem fortæller ham, at manufakturhandler Arnesen plukkede konen »lige fra skolen«? Den altid småliderlige tjener Boldt naturligvis. Vi får banal informationdramaturgi afleveret, men samtidig karakteriseres personerne. Sådan er det hele vejen igennem. Intet er tilfældigt.

Nu fremtræder »Matador« endelig ligeså knivskarp visuelt, som den er i den øvrige, imponerende udførelse - fra Erik Ballings fornemelse for den finere folkekomedie til Bent Fabricius-Bjerres ikoniske musik. Til lykke til Lise Nørgaard - også med det. Og til lykke til os allesammen.

»Matador«, afsnit 1, »Den rejsende«. DR1, lørdag kl. 20.