Den tidligere transportminister, Pia Olsen Dyhr, kan sætte sig i SFs formandsstol med stor opbakning fra baglandet, viser en rundspørge, som Berlingske Research har foretaget.

Hele 85 procent af formænd og bestyrelsesmedlemmer i lokalforeningerne, kommunal- og regionspolitikere og landsledelsen, der har svaret på rundspørgen, mener, at hun er den bedste formand for partiet i den nuværende situation.

272 af i alt cirka 800 medlemmerne af SFs bagland har svaret på rundspørgen. Kun 16 personer kan ikke forlige sig med Pia Olsen Dyhr som partiets nye formand. De ser hende kun i mindre grad eller slet ikke som bedste bud på en formand. Knap 10 procent af de adspurgte har ikke kunne tage stilling til spørgsmålet.

Onsdag aften valgte Pia Olsen Dyhrs eneste bud på en udfordrer til posten, den relativt ukendte Vejle-SFer Peter Andersen, at trække sig på grund af manglende opbakning. Og skulle det alligevel være lykkedes ham at samle et tilstrækkeligt antal stillere, ville han formodentlig have tabt kampvalget med et brag. Op imod 90 procent af dem, der har svaret på rundspørgen, kan slet ikke se ham på formandsposten.

Der skal samling på tropperne

På spørgsmålet om, hvad der bør være Pia Olsen Dyhrs hovedfokus nu og her, mener baglandet, at det må være at samle partiet og skabe ro, men også at skabe kant til regeringen og gøre SFs profil mere tydelig. Og det er der en hel del, der tror på, at netop hun kan.

»Med de udmeldinger hun har fremlagt viser hun, at hun kan samle og skabe den enighed, der kommer af, at alle får lejlighed til at præge udviklingen. Samtidig har hun vist hun kan lede,« svarer en kommunalpolitiker, der får opbakning fra en lokalformand.

»Pia er en meget kompetent politiker. Hun har meget erfaring, og hun har vist sig som en meget kompetent forhandler. Hun har skabt meget SF-politik som transportminister. Hun er et meget sympatisk og imødekommende menneske, der rummer både den røde og grønne dimension.«

Den store opbakning til partiets nye formand skal dog også ses i det lys, at baglandet lige nu ikke rigtig kan se andre oplagte formandsemner. Og vejen til succes er da heller ikke banet for Pia Olsen Dyhr.

»Pia sad i den tidligere hovedbestyrelse og var minister, og hvis hun har til hensigt at fortsætte det program, som der blev kørt der, vil hun få problemer,« siger et medlem af en lokal partiforening.

Markant flertal vil i regering igen

Baglandet bakker op om beslutningen om at trække SF ud af regeringen, men har dog ikke mistet modet på at indgå i en regeringen igen i fremtiden. 83 procent af dem, der har besvaret rundspørgen, mener nemlig, at partiet i høj grad eller nogen grad skal arbejde for at komme i regering igen. Men det bliver formodentlig et langt sejt træk. Lidt over halvdelen forventer, at det tidligst vil kunne ske om fem år, og altså ikke ved det førstkommende folketingsvalg, der skal afholdes til næste år.

Og vejen til regeringssamarbejdet skal partiet klare alene. Frem til valget i 2011 indgik SF og Socialdemokraterne en tæt alliance og fremlagde bl.a. fælles valgoplæg. Men over 60 procent mener, at SF ikke igen skal indgå i et lignende parløb med Socialdemokraterne. Parløbet var simpelthen en katastrofe for partiet.

»SF hjalp et nedbrudt S frem mod magten. Vi tabte valget sammen og Radikale hjalp os det sidste stykke. Desværre måtte vi deponere vores økonomiske politik i »tårnet«, hvilket SF aldrig skulle være gået med til,« siger et bestyrelsesmedlem i en lokalforening.

Andre mener, at SF ligefrem blev forrådt af statsministeren og hendes parti.

»SF er blevet snydt og bedraget af især Socialdemokraterne, der efter valget i 2011 rottede sig fuldstændigt sammen med de Radikale. Regeringsprogrammet blev dermed meget højreorienteret på et økonomiske område og i fordelingspolitikken. SF burde ikke været gået med i regeringen i 2011, men desværre kunne Villy Søvndal og Thor Møger dengang ikke stå for udsigten til ministerposter, der kun gavnede dem selv og deres støtter, men overhovedet ikke partiet SF. Søvndals og børnebandens ledelse af SF udviklede sig mere og mere til en skandale,« siger en lokalformand.

Pia Olsen Dyhr møder for første gang SF-medlemmer i et større forum ved det ekstraordinære landsmøde, der finder sted den 1.–2. marts. Her skal de delegerede også vælge ny landsledelse.

Rundspørgen er foretaget i perioden 11.-13. februar 2014. 272 af i alt 791 medlemmer af SF's bagland blev inviteret til at svare på rundspørgen. Bagland er her defineret som medlemmer af landsledelsen, storkredsformænd, lokalformænd og bestyrelsesmedlemmer i partiforeninger og regionsrådspolitikere. Desuden blev også folketingsgruppen inviteret til at svare.